Forestil dig, at du er forældre til et barn der angribes af voldsomme angstanfald. Vil du helst aflevere det til en ekspert der kan ”fixe” dit barn, eller vil du helst selv kunne hjælpe dit barn i kampen mod angstanfald?
Forestil dig, at du er klasselærer for en 3. eller 5. klasse, hvor et af børnene angribes af voldsomme angstanfald i specielle timer og skoledage. Vil du helst sætte barnet i et separat rum de timer og skoledage, så angstanfaldene ikke kommer? Eller vil du hellere lære hvordan du kan indrette timer og skoledage, så alle de elever kan få glæde af din undervisning?
Måske synes du, det er mærkelige spørgsmål, men det er spørgsmål vi professionelle bør stille os selv, når der skrives nationale retningslinjer for behandling af børn med psykiske lidelser, som f.eks. angst. Sundhedsstyrelsen har for nylig nedsat et udvalg, der skal udarbejde nationale kliniske retningslinjer for behandling af angst hos børn og unge. Men det bliver vanskeligt for angst er meget ofte en stressreaktion hos børn med en anden psykisklidelse. Det er ofte en stressreaktion på en travl skole- og hverdag hos sårbare børn, f.eks. børn med autisme eller ADHD. De kan også få depressioner, tics og OCD. (Og de kan få psykoser, blive hallucineret, og så bliver de meget bange!) Gennemgribende udviklingsforstyrrelser er f.eks. Aspergers syndrom, autisme og infantil autisme. Koncentrations- og aktivitetsforstyrrelser kender de fleste som ADHD eller ADD. Tics er nervøse trækninger i en grad så de forstyrrer vores aktiviteter. OCD er tvangstanker og tvangshandlinger. Når børn og unge med disse vanskeligheder går i en normal skole, lever i en normal familie med masser aktiviteter og stress, så kan det være alt for overvældende for dem, og de får nemt symptomer på angst eller depression osv. Nogle gange, når vi ser disse børn i Børne- og ungdomspsykiatrien henvises de med diagnosen angst. Så skal vi lige finde ud af, hvorfor de har udviklet angst, at det er fordi de f.eks. har ADHD eller autisme. Det kan godt tage lidt tid, især hvis det er piger, eller deres vanskeligheder ikke er så tydlige, fordi deres forældre har været dygtige til at støtte deres udvikling.Andre gange ved vi godt, at de har en anden grundlæggende lidelse. Så ved vi også, at der er en bagvedliggende årsag til angsten. Årsagen skal findes i en overvældende og alt for svær hverdag. Disse børn skal ikke bare have en traditionel behandling for angst, de skal have en bedre hverdag i skolen, i hjemmet, i fritidshjemmet osv.
De børn og unge har måske brug for mere stilhed i klasseværelset, brug for en pædagog der kan oversætte og hjælpe med den sociale kommunikation, og/eller en hverdag der er forudsigelig og tryg. Andre børn ville måske synes, at sådan en hverdag er kedelig, men for disse børn er den ”normale” hverdag skræmmende. Disse børn og unge har brug for en helt anden behandling end den udvalget nu vil give retningslinjer for. Deres behandling skal ske ude i familien og ude i skolerne. Vi skal gøre noget ved årsagen til angsten, vi skal ikke behandle symptomet angst. Vi kan f.eks. gøre noget ved årsagen, ved at tale med forældrene om hvordan de kan tilrettelægge deres families hverdag, så den ikke er for stressende for deres barn. Det lyder logisk, ikke? Men hvis vi skal tale med forældrene, skal vores forældre-samtaler tælle med i regnskabet over hvad vi laver i Børne- og Ungdomspsykiatrien, og det gør de ikke i øjeblikket. Vi kan også gøre noget ved årsagen til angsten, ved at tale med skolelærerne om hvordan skoledagen kan tilrettelægges, så den ikke er for stressende for barnet. Det lyder logisk, ikke? Men hvis vi skal tage ud til møder på skolerne, så skal vores møder ude på skolerne tælle med i vores regnskab over hvad vi laver i Børne- og Ungdomspsykiatrien, og det gør det ikke i øjeblikket. Regionerne måler på os og belønner os, men kun for nogle af de ting vi laver. Når man måler og belønner, så får man mest af det man belønner mest for. Logisk, ikke? Vi belønnes hverken for samtaler med forældre eller for samtaler med skolelærere. Desværre har skolerne lidt af det samme problem, de måles på hvor mange børn de kan inkludere, ikke på om børnene trives i skolen. Så hvad kan vi gøre? Hvor kan vi finde hjælp? Skriver Sundhedsstyrelsen noget om den behandling disse børn og unge har brug for ude i hjemmene og skolerne? Næh…. Læs f.eks. retningslinjerne for udredning og behandling af ADHD (jeg har et link nederst i denne blog). De nævner ikke den behandling der skal ske udenfor hospitalet med ret mange ord. Og de nævner slet ikke de følge-symptomer, eller ko-morbiditet, vi ser børn og unge få, når de ikke får den fornødne støtte i deres dagligdag. De skriver dog: ”Indsatserne bør være organiseret multidisciplinært og tværsektorielt.” Hmmm. Måske skal vi ikke tale om behandling, men om indsatser? Vil det hjælpe? I en ideel verden ville jeg gerne kunne udskrive støttepædagog, specialklassepladser, forældrestøtte, aflastningsfamilie eller lignende til mine patienter, for det er det, de har brug for. I dag beskriver vi hvad barnet har brug for i nogle ”erklæringer”. Disse ”erklæringer” fungerer som anbefalinger til forældre, skoler og kommuner. For mig, ville den bedst mulige verden være, at jeg kunne skrive ”recepter” på den behandling/den indsats der skal ske i dagligdagen, i hjemmet og i skolen. For i dag har forældrene har ingen rettigheder, de kan ikke kræve, at skolen eller kommunen følger anbefalingerne i vores ”erklæringer”. Når jeg gerne vil skrive ”en recept”, er det fordi forældrene skal have de samme rettigheder til den behandling (indsats) deres barn har brug for i hjemmet, i skole og fritid, som de har til den medicin, jeg skriver til dem på en recept. Derfor har vi en svær opgave: Hvordan kan vi sikre at børn og unge reelt modtager denne behandling, eller indsats der er brug for? Og der er derfor et kæmpe behov for at vi skaber et mere bindende samarbejde med skolerne om at sikre børnenes trivsel. Vi skal have tid til og være forpligtet til at komme ud og hjælpe skolerne, så vi kan være med til at sikre, at de følger den ”ordinerede medicin” på den rette måde. Men her løber vi så ind i nogle problemer:- På de børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger belønnes vi ikke for at tale med forældrene og derfor gør vi det ikke ret meget. Og så kan vi ikke fortælle hvad der er brug for. Og vi kan heller ikke følge op på om børnene får den ”ordinerede behandling” i hjemmet.
- På de børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger belønnes vi heller ikke for at tage ud til møder på skolerne, og derfor gør vi heller det ikke ret meget. Og så kan vi ikke fortælle hvad der er brug for. Og vi kan heller ikke følge op på om børnene får den ”ordinerede behandling” i skolerne.
- Skoler og kommuner måles ikke på om de følger de anbefalinger der kommer fra børne- og ungdomspsykiatrien, så derfor gør de det ikke, hvis de synes, det er for besværligt eller for dyrt.
- Når man som skolelærer eller PPR-psykolog ikke mødes med nogen ”live”, der kan forklare anbefalingerne, men det bare står på et papir, så er det nemt at arkivere lodret.
- Sundhedsstyrelsens arbejde med Nationale kliniske retningslinier
- Kommissorium for udarbejdelse af nationale kliniske retningslinjer for behandling af angst hos børn og unge
- Landsdækkende klinisk retningslinje vedrørende udredning og behandling af autismespektrumforstyrrelser / gennemgribende udviklingsforstyrrelser
