Forestil dig, at du sidder på hospitalet og får denne besked af din lægen.
”Du har kræft. Du skal have behandling."
Lægen fortæller om de mange typer behandling, der nu venter forude.
"Strålebehandling, kemo givet i pilleform eller intravenøst. Måske vil du tabe håret og har brug for en paryk, der kan komme kvalme, du kan tabe dig og du kan få brug for en diætist osv.. Men meget af det afhænger af hvordan du og din kræft reagerer på behandlingen," hvorefter lægen smider en bombe.
Velfærdsstat eller velfærdssamfund
Vi har sat velfærd til debat i en tid, hvor kampen mellem velfærdsstat og velfærdssamfund er blevet afgørende for velfærdsmodellens fremtid.
Følg artikler og indlæg på temasiden her.
"Det er iøvrigt din kommune, der bestemmer en stor del af hvilken behandling du skal have. Vi må ikke anbefale, vi må kun give diagnosen, og lidt orientering om sygdommen, resten bestemmer din sagsbehandler.”
Av. Der sidder du med en kræftdiagnose og en veluddannet læge, der dagligt møder mange kræftpatienter og ved hvad du har brug for. Lægen sætter lige trumf på.
"Når vi har orienteret din kommune, afslutter vi dig. Hvis behandlingen ikke virker, så beder du bare din praktiserende læge om at genhenvise dig.”
Sandsynligvis sidder du nu chokeret tilbage i afmagt, men får alligevel fremstammet.
"Øhh, hvor længe skal jeg vente på kommunens sagsbehandler, hvornår kan jeg komme i behandling, skal jeg godkendes til behandling?" lyder dine første tanker og spørgsmål. Derefter:
"Er der nogen, der følger op på mig efter behandling, hvad nu hvis jeg får tilbagefald og er der bivirkninger?" spørger du så.
Lægen er tydeligt berørt af situationen, for hun ved reelt ikke, hvornår hun ser sin patient igen.
”Jeg kan kun stille en diagnose. Resten er op til nogle andre. Beklager. Sådan er systemet," lyder det ind i dit tankemylder af spørgsmål, frustrationer, frygt og stigende afmagt.
Hvad lægen ikke fortæller
For at undgå, at gøre skidt værre undlader lægen at oplyse, hvordan behandlingen fungerer. Du får ikke noget at vide om, at kemobehandlingen sandsynligvis kun bliver startet op, og det efterfølgende forløb derefter skal afgøres af en sagsbehandler i kommunen. Lægen fortæller heller ikke, at kommunen på grund af besparelser har lukket ned for kemobehandling, eller fordi en ny leder ikke rigtig tror på, at det virker, og du får heller ikke information om, at genoptræning efter strålebehandling kræver en ny henvisning.
Længere henne i kræftforløbet opdager patienten, at nogle kommuner mener, at det er moderne at være skaldet, og man derfor ikke længere betaler for en paryk.
Sådan er det for mennesker med psykisk sygdom
Hov, det er da ikke sådan det foregår, vel?
Nej! Heldigvis ikke.
Hvis en læge konstaterer kræft, vil den læge også have myndighed til at anbefale patienten hvilken behandling, der er bedst. Hospitalet giver selvfølgelig den behandling de skal. Det er ikke kommunen, der bestemmer om hele eller dele af behandlingen gives eller ej. Selvfølgelig får patienten den behandling, der anbefales, hvis patienten siger ja tak. Selvfølgelig bliver patienten fulgt af hospitalet gennem hele behandlingen for at justere og agere, hvis noget går anderledes end forventet.
Alt andet er da tåbeligt, ikke?
Prøv at fortælle den samme historie for et barn eller ungt menneske, der får konstateret psykisk lidelse. Så er ovenstående beskrivelse pludselig hverdag mange steder i landet.
Der findes ikke kræftpakker eller patienttryghed i psykiatrien. Mange steder får patienterne god behandling på afdelingen, og afsluttes først når det er forsvarligt. Men mange steder er man fanget i helt andre hensyn og krav end netop det forsvarlige behandlingsforløb og den ansvarlige afslutning. Mange kommuner lytter meget til de anbefalinger lægen giver, og ofte får patienten en god behandling. Men det går ofte galt, og mindst lige så ofte bliver det en kamp at sikre en god behandling. Både for læge og patient.
I psykiatrien er det reelt den enkelte sagsbehandler i kommunen (eller dennes leder?), der bestemmer. Sagsbehandlingen og dermed bevillingerne er afhængigt af mange andre ting end det forsvarlige patientforløb. Økonomi, politiske og sociale overvejelser. Lange sagsbehandlingstider med bevillinger og godkendelser i systemet. Ofte går der måneder og år før patienter overhovedet får behandling. Ofte får de ingenting, før sygdommen har bredt sig, og det er blevet meget sværere at helbrede patienten.
Psykiatriens ulighed
Det er derfor afgørende, at man "vælger" den rigtige afdeling og bor i den rigtige kommune, hvis ens barn får en psykisk lidelse. Sådan er det ikke, hvis man får en kræftsygdom. Der er stadig gange, det går skævt med kræftbehandlingen, men det er meget bedre end det var tidligere.
De sidste par år har sundhedsfolk og politikere talt en del om ulighed i sundhed. Om at alle patienter - på sygehusene - skal opleve den samme behandling uanset social baggrund og status. I psykiatrien har vi generelt ulighed, og vi kan skabe et betydeligt bedre liv for mange mennesker, hvis vi begynder med at skabe lighed. Både for patienterne, men også mellem psykiatriske patienter og alle andre sygdomme.
Er sammenligningen med kræft lidt overdrevet? Næh. Når vi behandler unge piger med anoreksi, siger vi til forældrene, at anoreksi forsøger at slå i hjel, målet for anoreksien er, at den unge skal sulte sig i hjel. Kvinder med kronisk anoreksi dør tidligere end andre kvinder, ganske enkelt fordi deres krop, ofte hjertet, slides op når det sultes. Den forventede levetid er i dag omkring 20 år kortere for psykiatriske patienter end for almenbefolkningen. Den overdødelighed gælder for alle psykiatriske diagnosegrupper. Børn bliver voksne, og voksne med kronisk psykisk lidelse er oftere på overførelsesindkomst end andre mennesker. Derudover er der ofte en forælder, der er ude af arbejdsmarkedet i kortere eller længere tid, eller ligefrem mister sit job, når de skal passe deres barn med psykisk lidelse. Så både på det personlige plan og på det samfundsmæssige plan er sammenligningen helt relevant. Gad vide hvor mange der ved det?
Hvorfor er der så, så stor forskel på kræftbehandling og psykiatrisk behandling?
Fordi kommunerne ikke anerkender lægens ret til at ordinere behandling på deres vegne. Et barn eller en ung kan have brug for en behandlingsskole, en døgninstitution, en støtte-kontaktperson eller en aflastningsfamilie osv. som del af sin behandling. Men det betales af kommunen og lægen kan ikke skrive recepter på den del af behandlingen.
Lad os få en psykiatripakke
Formanden og næstformanden i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab i Danmark, har skrevet en virkelig god kronik, hvor de netop sammenligner psykiatrien med kræftpakkerne. De foreslår, at man laver en psykiatripakke for børn og unge. Ligesom der er kræftpakker, skal der også være en psykiatripakke. Det gør de, fordi kræftpakkerne har givet kræftbehandlingen meget opmærksomhed og har været et rigtig godt skub fremad. Det har givet bedre behandling for folk med kræftsygdom.
Jeg synes det lyder som en god ide.
Det bliver svært, og det ser lidt uoverskueligt ud, for sådan en pakke skal favne bredt i den psykiatriske behandling. Hvis det skal give mening for patienten skal pakken rumme hele behandlingsforløbet. Den skal afspejle det sundhedsministeren kalder det nære sundhedsvæsen, og lukke hullerne mellem det der sker i regionalt- og kommunalt regi, på skolen og socialt.
Pakken skal sikre, at patient og forældre kan se et helt og samlet forløb for hele behandlingen af den psykiske lidelse.
En god begyndelse vil være at vi også indfører den koordinerende patientansvarlig læge, der har ansvar for kontinuiteten gennem hele behandlingsforløbet.
Det bliver svært, men ideen er visionær og det kan løfte børne- og ungdomspsykiatrisk behandling og støtte til børn og unge op på et helt andet plan.
Lad os endelig komme i gang. Hurtigst muligt.
Her er et link til kronikken: http://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE8895378/giv-os-en-psykiatripla...
