Overlæge i psykiatrien: Offentligt ansatte presses til at handle uetisk

Sundhed

14/5/18 7:30

Nina Tejs Jørring

Vi begår store menneskelige overgreb, når vi tvinges til at følge reglerne i blinde, skriver Nina Tejs Jørring, der mener, at offentligt ansatte presses til at handle uetisk.

Forleden var jeg til netværksmøde i en kommune, placeret i det land jeg stadig tror på er et velfærdssamfund, baseret på en omsorgs- og tillidsfuld kultur. Men puh, hvor var det et svært møde.

Jeg tror stadig på hvert et menneske, i hver eneste kommune. For hvem søger et job, der handler om at hjælpe andre mennesker, hvis de ikke, dengang de søgte jobbet, havde et ønske om at hjælpe? 

Men omsorgen, tilliden og evnen til at holde fast i ønsket om at hjælpe bliver dagligt presset, mast og skammet ud af et system, som vi giver mere og mere magt, hver gang vi retter os efter det.

Det er som en sindssygdom, når den er værst: Hvis du retter dig efter den, så får du fred i en ganske kort periode, indtil næste gang den hundser med dig. Men næste gang bliver det endnu sværere at huske hvad der er rigtigt og hvad der er sindssygt, og så ruller bolden. Vi lulles ind i dårskabens ondskab, uden at kunne sige fra.

Vi (os i børne- og ungdomspsykiatrien) havde bedt om et møde. Vi er svært bekymret for børnenes og deres forældres trivsel. De har ansøgt om en lille smule hjælp, og har fået afslag. Og mens sagen behandles i Ankestyrelsen er alt sat på ”stand by”, altså i kommunen. I familien ruller lavinen videre, fordi de stadig mangler hjælp.

Kigger efter de dårlige sider

Så mødet handlede om hvorvidt der findes andre måder at hjælpe dem på. På et tidspunkt sagde kommunens folk: Men hvis I vil have en anden hjælp, skal vi lave en børnefaglig undersøgelse, og så vil retorikken helt ændre sig. Så vil vi jo kigge efter på hvad måde I er dårlige forældre.

Der blev brugt ord som socialt belastede familier i modsætning til velfungerende familier. I mine ører lød ordene: socialt belastede som fy-ord, noget man skal skamme sig over. 

På Socialministeriets hjemmeside står der: "Hvis kommunen vurderer, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte, skal kommunen gennemføre en børnefaglig undersøgelse."

Baggrunden for en børnefaglig undersøgelse kan for eksempel være en henvendelse fra familien eller barnet eller den unge selv. Kommunen kan også have modtaget en underretning om, at et barn eller en ung kan have brug for støtte.

Der skal normalt være udarbejdet en børnefaglig undersøgelse, inden der kan sættes en foranstaltning om særlig støtte i gang. Der kan dog, når særlige forhold taler for det, iværksættes foreløbig eller akut støtte, sideløbende med at undersøgelsen foretages.

Der står intet om, at man skal lede efter om forældrene er dårlige forældre. Der står også, at man kan handle og iværksætte støtte akut, når der er brug for det. Men den regel var der ingen, der ville huske på, ved det møde. 

Jeg har ellers gode erfaringer med mange andre kommuner, der bruger den børnefaglige undersøgelse til at se hele familien samlet, og for at få ideer til hvordan de bedst muligt kan hjælpe netop den familie. De møder familierne med respekt, tillid og tro på at forældrene forsøger at være de bedst mulige forældre de kan være. Med et ønske om at støtte forældrene med deres opgaver som forældre.

Trusler og angst

På trods af, at jeg er overlæge var jeg magtesløs, da vi gik fra mødet. Nu stod forældrene dårligere end før mødet. De havde lige lidt hjælp, men nu oplevede de sig også truet af en kommune, der måske ville lede efter måder de er dårlige forældre. Og hvad vil det betyde, hvis de finder nogle måder, hvor forældrene er dårlige forældre? Den sætning kan give næring til mange bekymringer og angst, f.eks. for at få fjernet sine børn.

Jeg har, som ethvert andet reflekteret menneske, der selv er forælder, oplevet at føle mig meget presset som forælder. Jeg kan huske mange gange, hvor jeg har følt mig utilstrækkelig, inkompetent og været ulykkelig over, at jeg ikke kunne gøre det bedre. I de situationer var det en enorm hjælp, at min mand og andre huskede mig på, at jeg er en god mor, og at min familie trådte til og gav en hjælpende hånd, uden at kritisere mig, men med respekt for at der var flere opgaver end vi to forældre kunne tackle alene. Men jeg kan ikke forestille mig, at det ville have været en hjælp, hvis min kommune havde sagt til mig:

"Hvis vi skal hjælpe dig, vil vi se på dig som mor i en socialt belastet familie. Vi skal vi lede efter hvordan du er en dårlig mor." 

Jeg ved godt, at de økonomiske og lovgivningsmæssige rammer kan være besværlige og tvinger os til at tænke i regler og flytter fokus fra ønsket om at give omsorg og hjælp. Så det er absolut forståeligt, at det sker. Men vi bliver nødt til at stoppe op, gennemskue når det sker, og hjælpe hinanden med at finde tilbage til formålet med vores ansættelse. Formålet er ikke at spare kommunen for penge, eller spille et spil, hvor det gælder om at vinde over de andre. Formålet er at hjælpe børn, unge og voksne til at få et liv med bedst mulig fysisk og mental helse.

Forleden læste jeg i avisen nogle kloge ord fra en astronaut: Der er to måder at komme i problemer på: Ved ikke at følge reglerne. Og ved at følge dem i blinde. Alt for ofte følger vi reglerne i blinde, og mister formålet af syne.

Kan vi indføre et tegn, et symbol, noget vi kan sige til hinanden, når vi ryger ud af den forkerte tangent?

Kan vi sige: ”Time out! Formålet er at hjælpe. Der må være en tredje måde!”