Flygtninge overblik
Schengen-samarbejdet om åbne indre grænser i Europa til gengæld for en stærk ydre grænsekontrol skal senest fungere igen til december.
Det er målet med en omfattende handlingsplan for at redde Schengen-samarbejdet, som EU-Kommissionen fremlægger fredag.
- Lad mig være krystalklar om målet med dagens køreplan: Det er at komme væk fra ensidige beslutninger om at genindføre grænsekontroller til fordel for en koordineret tilgang, hvor vi fjerner alle indre grænsekontroller ved årets udgang, siger EU's migrationskommissær, Dimitris Avramopoulos.
Den nye handlingsplan kommer umiddelbart før et afgørende topmøde mandag mellem EU og Tyrkiet, hvor der skal gøres status over en fælles handlingsplan om at bremse strømmen af flygtninge og migranter, der rejser til EU via Tyrkiet.
EU-landene vil have Tyrkiet til at gøre mere for at bremse menneskestrømmen til Europa og håber også at få en aftale om at sende økonomiske migranter tilbage til Tyrkiet.
- De, der kommer til Europa og har behov for international beskyttelse, vil få det. De andre vil blive sendt tilbage, siger Dimitris Avramopoulos.
Redningsplanen for Schengen-samarbejdet fastslår også, at den hidtidige praksis med bare at vinke menneskestrømmen igennem det ene land efter det andet på turen fra Grækenland og videre op gennem Europa hverken er juridisk eller politisk acceptabel.
Grænserne har allerede lukket sig på ruten ind i Makedonien og videre nordpå med det resultat, at flygtninge og migranter lige nu hober sig op i Grækenland.
Derfor vil EU-Kommissionen endnu engang prøve at få sat fart på den kontroversielle omfordeling mellem EU-landene af 160.000 flygtninge, der ankommer til Grækenland og Italien.
Planen blev under stor ballade vedtaget i september sidste år, men omfordelingen har næsten ikke rykket sig ud af startboksen.
EU-Kommissionen vil også have fart på en plan fra december om, at medlemslandene frivilligt genbosætter syriske flygtninge, der lige nu opholder sig i Tyrkiet. Det skal ske gengæld for at få sat en stopper for den ukontrollable strøm af flygtninge og migranter fra de tyrkiske til de græske kyster.
Samtidig advarer EU-Kommissionen om, at det vil have voldsomme økonomiske konsekvenser for EU-landenes økonomi, hvis ikke det lykkes at redde Schengen-samarbejdet.
Det vil i givet fald koste mellem 5 og 18 milliarder euro om året - mellem 37,5 og 135 milliarder kroner - hvis der skyder permanente grænsekontroller op over alt i Europa, vurderer EU-Kommissionen.
/ritzau/