36 ton overskudsmad deles ud til udsatte danskere

Velfærd

23/12/2015 17:34

Nick Allentoft

Organisation uddeler 40 procent mere overskudsmad fra butikker og fødevareproducenter i forhold til sidste år.

Detailhandel og fødevareproducenter står i kø for at donere overskudsmad til personer, der ikke selv har råd til at forsøde julen.

Det oplyser nonprofitorganisationen FødevareBanken, der i år uddeler 36 ton overskudsvarer i december. Det er en stigning på 40 procent i forhold til sidste år.

- Vi har mere at dele ud af i år, men vi kan også mærke et større behov hos de organisationer, vi samarbejder med - eksempelvis Frelsens Hær, Røde Kors og Børnenes Kontor, siger presseansvarlig i FødevareBanken Jesper Ingemann.

FødevareBanken har de seneste tre år systematisk opsøgt detailhandel og fødevareproducenter for at aftage fødevarer, der af en eller anden grund ikke kan omsættes i den normale handel.

- Holdbarheden er i orden, men det kan være varer, som har fået forkerte etiketter, eller som er blevet stødt under transport, forklarer Jesper Ingemann.

Varerne tæller både risalamande, ribbenssteg og andebryster, men også mejerivarer, frugt og grønt og babymad.

Fødevarerne distribueres videre til organisationens samarbejdspartnere og deles ud på varmestuer, herberger og krisecentre i København og en række af landets større byer.

Og virksomhedernes lyst til at hjælpe er stor, fortæller Jesper Ingemann.

- Vi oplever, at man helst vil undgå madspild, hvis det er muligt, og mange vil derfor gerne give overskudsvarer videre til os, siger Jesper Ingemann.

Miljøministeriet anslår, at der kasseres 700.000 ton spiselig mad om året. Alene i julemåneden kasseres der ifølge organisationen Landbrug & Fødevarer mad for 1,1 milliarder kroner.

FødevareBanken er støttet af Velux Fonden, og organisationen vurderer, at den i løbet af i år vil have uddelt i alt 1,5 millioner måltider til udsatte personer.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.