Børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev (V) lider tirsdag aften nederlag ved afstemningen om, hvem der skal være spidskandidat for Venstre i København ved kommunalvalget næste år.
Ny spidskandidat er Cecilia Lonning-Skovgaard, oplyser partiet.
Lonning-Skovgaard, der sidder i Borgerrepræsentationen for partiet, vinder med 142 stemmer mod 55 til Allerslev.
Pia Allerslev har på forhånd meldt ud, at hun bliver siddende som borgmester valgperioden ud. Men Allerslev vil ikke være at finde på Venstres liste ved kommunalvalget efter en sejr til udfordreren.
- Jeg bliver ikke en del af holdet, hvis ikke man ønsker mig som spidskandidat, har hun tidligere sagt til Ritzau.
Allerslev, der uden for kommunegrænsen formentlig bedst er kendt for sin deltagelse i TV2-programmet Vild med Dans i 2011, har været børne- og ungdomsborgmester i København siden 2013.
Før det var hun kultur- og fritidsborgmester.
Venstres bestyrelse i København bakkede enstemmigt op om udfordreren til den siddende borgmester. Allerslev har ikke i tilstrækkelig grad profileret partiets politik, lød kritikken.
- Pia har været god til at komme i medierne og være en profil. Man ved, at Pia er fra Venstre. Men jeg tror, at vælgerne har svært ved at pege på, hvad Venstre står for, har formanden for Venstre i København, Lars Magnus Christensen, forklaret.
Efter valgnederlaget afviser Pia Allerslev, at hun skulle have gjort noget anderledes.
- Jeg har arbejdet 60 til 80 timer om ugen for Venstre. Og hvis der har været tid til andet, end der lige stod på dagsordenen, så mener jeg ikke, det gør noget, at man viser, at en borgmester også er et menneske, siger hun til TV2.
Allerslev sagde i sin tale til opstillingsmødet tirsdag, at hun ønskede at samle partiet.
Men det var altså ikke nok til at overbevise de fremmødte medlemmer, der foretrak Cecilia Lonning-Skovgaard. Hun har bebudet, at hun vil stå for en mere klassisk liberal linje.
Nummer to på Venstres liste bliver Caroline Stage, der også sidder i Borgerrepræsentationen i dag.
/ritzau/