Det er ikke opmuntrende læsning, der venter statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), når han fredag morgen åbner aviserne.
Aftenens nederlag med nej-flertallet i folkeafstemningen om retsforbeholdet har udløst lidet flatterende avisforsider til Løkke. Under overskriften ”Fravalget” skriver Berlingske således, at danskerne har talt:
Folkeafstemning - her er det væsentlige
- Afstemningen om EU-retsforbeholdet viste en dyb mistillid til politikerne fra de danske vælgere. Efter nederlaget står Lars Løkke Rasmussen (…) tilbage som en ramponeret statsminister.
Vurderingen kommer fra Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, og han er helt i tråd med Jyllands-Postens forside. Her mindes Løkke om, at han har scoret "et ubehageligt hattrick med den tredje vælgerlussing i træk".
Avisen henviser til folketingsvalget 18. juni, hvor Venstre gik fra 47 til 34 mandater og Europa-parlamentsvalget sidste år, hvor partiet gik fra tre til to mandater.
Ekstra Bladet har skruet op for retorikken med overskrifterne "Massivt EU-NEJ fra danskerne" og "Løkke fik fuck-fingeren". Forsiden er suppleret af en gul mærkat, hvor avisens holdning er kogt ind til: "Så fat det dog".
Forsiden er i øvrigt en slags hilsen til Ekstra Bladets egen forside onsdag 3. juni 1992, hvor danskerne stemte nej til Maastricht-traktaten. Det markerede avisen dengang med forsideteksten "De fik fingeren" om ja-partierne.
Politikens politiske redaktør, Jesper Thobo-Carlsen, fokuserer på, at danskerne endnu engang har vist sig at være overraskende EU-skeptiske. På avisens forside skriver han:
- Vælgerne vrager for tredje gang ja-partiernes forsøg på at komme ind i kernen af det europæiske samarbejde. Nu bliver et afgørende spørgsmål, hvad Kristian Thulesen Dahl kan og vil bruge sejren til.
/ritzau/