Bupl om forbudte madpakker: Lad den sunde fornuft råde

Politik

24/05/2015 18:02

Mikkel Sarka

Pædagogerne skal ikke stå med en løftet pegefinger og være formynderiske, når børnene åbner deres madpakker

Flere og flere daginstitutioner vil gerne bestemme, hvorvidt der må være usunde og sukkerrige madvarer i børnenes madkasser.

Mælkesnitter, kiks, frugtyoghurt og lignede er således sortlistet i et stort antal institutioner. Det sker for at fremme sundheden og for at forebygge misundelse og konflikter mellem børnene, skriver Jyllands-Posten.

Men det gælder om at finde en balance mellem at løfte fællesskabet og samtidig ikke være formynderiske.

Det siger Elisa Bergmann, formand for Bupl, der organiserer pædagogerne i Danmark.

- Det handler om sund fornuft. Vi ved jo, at et stykke rugbrød med mørk pålægschokolade faktisk ikke er så sundhedsskadeligt, siger hun og fortsætter: 

- Så det handler i virkeligheden om at finde den balance, hvor man på den ene side skal hjælpe hinanden med at give børnene noget sund mad, samtidig med at vi selvfølgelig ikke hele tiden står med en løftet pegefinger.

Det er ofte kommunerne, der sætter barren for kostpolitikken og beder daginstitutionerne og forældrebestyrelserne om at tage stilling til den. I nogle kommuner er der en nul-sukkerpolitik.

- Hvis der er nogle forældre, der har svært ved at lave en madpakke, der er sund og nærende for et barn, så er det selvfølgelig en opgave, som vi som pædagoger tager på os og taler med familien. Der kan være grunde til, at det kan være svært.

Ifølge ernæringseksperter virker gode råd mere end forbud mod madvarer i børns madpakker.

- Det kan godt blive for hysterisk og noget, der minder om de institutioner, der har en nul-sukker politik. Vi har evidens for, at når noget mad er forbudt, bliver det mere interessant for børnene, siger Preben Vestergaard Hansen, lektor i Ernæring og Sundhed på professionshøjskolen Metropol til Jyllands-Posten.

Hans råd er at tale med børnene om, hvad der er sund mad, og hvad der er usund mad frem for at lave forbud.

Dagsinstitutioner bør ikke bestemme madpakken

I princippet er det kun hashkager, som daginstitutioner kan forbyde børnene at have med i madkassen.

Det mener Kirsten Ketscher, juraprofessor på Københavns Universitet.

- Forældrebestyrelser og daginstitutioner har ikke kompetence til at udstede et forbud mod bestemte madvarer i en børnehave. De kan kun sætte regler for selve driften, siger hun til Jyllands-Posten.

I de seneste fem år har der været en tendens til, at flere daginstitutioner har forbudt især sukker i form af mælkesnitter, frugtyogurt, kiks og kager i børnenes madpakker.

Det sker for at fremme sundheden og for at forebygge misundelse og konflikter mellem børnene over maden.

Men der er ikke brug for madpakkepoliti i daginstitutionerne, mener De Konservatives leder, Søren Pape.

- Min opfordring er, at nu må vi trække vejret og lade den sunde fornuft råde. Vi skal ikke hele tiden opfinde nye regler og ordninger.

- Jeg synes, at forældrene har ret til at bestemme, hvad det er for en madpakke deres børn skal have med. Nu må vi trække i bremsen, siger han.

 

Mest Læste

Annonce