Danmark ene i Norden om øget hjemløshed. Især blandt unge

Social

20/11/2018 21:40

Nick Allentoft

Nordmændene har knækket hjemløsekoden, viser ny undersøgelse. Danskerne har ikke trods halv milliard til indsats for snart 10 år siden.

Det kan lyde latterligt enkelt: Det nytter at bygge billige boliger til hjemløse. Det viser forskningen. Og det skal ske, før andre indsatser iværksættes.

Om boligmangel i den billige prisklasse er hovedårsag til, at Danmark har så svært ved at knække kurven og nedbringe antallet af hjemløse, er ikke bevist. Men sikkert er det, at Danmark er det eneste land i Norden, hvor antallet af mennesker uden fast adresse fortsat stiger, skriver Politiken onsdag. 

Læs mere om socialkrisen

Vi har skrevet om sygdomsramte og klemte borgere i systemet gennem lang tid.

Læs vores tema om socialkrisen, hvor en lang række artikler er samlet. 

 

Det viser en ny undersøgelse fra tænketanken Kraka. Samtidig er vi det nordiske land, hvor hjemløshed blandt unge breder sig mest. Det sidste er især bekymrende, fastslår Vibe Klarup, direktør i Hjem til Alle, som er en alliance af organisationer, der arbejder boligsocialt.

»Det er en virkelig dårlig måde at starte livet på ikke at have noget fast sted at bo. Det er unge med sociale udfordringer, en tredjedel af dem har psykiatriske problemer og misbrug i bagagen, hver tredje har været anbragt uden for hjemmet«, siger Vibe Klarup til Politiken.

Alene blandt unge hjemløse i aldersgruppen 18-29 år er antallet steget med knap 1.200 personer i de sidste 8 år, ifølge hjemløsetællingen fra sidste år. Dermed er der dobbelt så mange unge uden hjem som i 2009, da Folketinget bevilgede en halv milliard kroner til en fireårig særlig indsats for hjemløse.

Siden da er der samlet set blevet godt 1.600 flere hjemløse i Danmark, en stigning på over en fjerdedel til over 6.600. Modsat Norge, hvor hjemløsegruppen er skrumpet med mere end en tredjedel, og Finland med et fald på 13 procent. I Sverige er der en opbremsning i tallene, skriver Politiken.

Mest Læste

Annonce