Jesper Bengtson
Servicelovens paragraf 99 giver socialt udsatte en fast støtteperson uden visitation og med anonymitet.
Kommunen er forpligtet til at tilbyde en støtte- og kontaktperson til mennesker med psykisk sygdom, stof- eller alkoholmisbrug og særlige sociale problemer. Det følger af servicelovens paragraf 99, der lyder: “Kommunen sørger for tilbud om en støtte- og kontaktperson til personer med sindslidelser, til personer med et stof- eller alkoholmisbrug og til personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig”, som gengivet på danskelove.dk.
Det usædvanlige ved ordningen er, at der ikke ligger en sagsbehandling foran. Borgeren behøver hverken en formel afgørelse eller at være kendt i kommunen i forvejen.
Ingen voksenudredning, ingen afgørelse
I kvalitetsstandarden for ordningen i Lejre Kommune står det tydeligt: “Der udarbejdes ikke en VUM (voksenudredningsmetode) og der kræves ikke visitation af sagsbehandler.” Vurderingen af, om der skal etableres en kontakt, foretages af støtte- og kontaktpersonen selv.
Det betyder, at ordningen i praksis er et uvisiteret tilbud. Kalundborg Kommune beskriver det på samme måde: Udgangspunktet er, at ordningen tilbydes visitationsfrit, og borgeren tilbydes og sikres anonymitet.
Målgruppen er typisk afgrænset til voksne, der er psykisk sårbare, har et problematisk forbrug af rusmidler eller er hjemløse. Gruppen er ofte netop karakteriseret ved, at kontakten til det offentlige system er faldet væk eller aldrig har været til stede.
Brobygning til læge, bolig og behandling
Støtte- og kontaktpersonens kerneopgave er opsøgende arbejde og brobygning. Medarbejderne møder borgeren der, hvor borgeren er, og hjælper med at genetablere forbindelsen til resten af systemet.
Køge Kommune beskriver opgaven som at “opbygge og fastholde kontakt til omverdenen, og få hverdagen til at fungere. I samarbejde med dig bygger de bro til sagsbehandler, læge, personer på arbejdet, retsvæsen mv.”
I Lejres kvalitetsstandard omfatter brobygningen konkret “jobcenter/sagsbehandler, læge, boligselskab, psykiatrien og/eller rusmiddelbehandling”. Medarbejderne opsøger borgere flere steder i det offentlige rum, blandt andet på gaden, i varmestuer og på biblioteker, og tilbuddet er frivilligt hele vejen igennem. Borgeren kan sige nej til hjælp, og tilbuddet er tidsbegrænset.
Alle kan henvende sig, også pårørende
Et centralt træk ved ordningen er, at henvendelsen ikke behøver komme fra borgeren selv. Holstebro Kommune skriver, at “henvendelser om kontakt kan således komme mange steder fra fx udlejere, naboer, viceværter, læger, pårørende mfl.”
Lolland Kommune formulerer det tilsvarende: “Alle har mulighed for at henvende sig både hvis man selv har brug for hjælp eller kender en man er bekymret for.” Henvendelsen kan foregå anonymt, men kommunen beder typisk om navn og adresse på den borger, hjælpen skal rettes mod, så den opsøgende indsats har en konkret retning.
For borgeren selv kan anonymitet opretholdes i hele forløbet, hvis det er en forudsætning for at tage imod hjælpen. Det er netop muligheden for at være anonym, der i mange tilfælde er forudsætningen for, at kontakten overhovedet kan etableres til en gruppe borgere, der ellers er svære at nå.
Praktisk henvender man sig til bopælskommunens socialforvaltning eller det team, der håndterer opsøgende socialt arbejde. De fleste kommuner har en navngiven kontaktperson eller et direkte telefonnummer på kommunens hjemmeside under “støttekontaktperson” eller “SKP”.
