Danske Bank rydder ud i bestyrelsen: Dybvad ny formand

Ledelse

08/12/2018 12:13

Nick Allentoft

Ole Andersen er nu ude af Danske Banks bestyrelse. Direktøren i Dansk Industri, Karsten Dybvad, tager over.

Karsten Dybvad er Danske Banks nye bestyrelsesformand. 

Han afløser Ole Andersen, der siden slutningen af 2011 har været manden for bordenden i Danske Banks bestyrelse, men nu stopper som en konsekvens af hvidvasksagen i Estland. 

Det står klart efter bankens ekstraordinære generalforsamling fredag eftermiddag i København. 

Karsten Dybvad har været direktør i Dansk Industri siden 2010, men forlader nu stillingen. 

Læs om skandalerne

Vi samler historier om skandaler og sager på tagget "skandaler". Interesseret i at lære og mindes, så klik her.

Tidligere har han blandt andet været departementschef i Statsministeriet og Finansministeriet. 

Karsten Dybvad mener, at hans største opgave er at genskabe tilliden til Danske Bank. 

Det vil blandt andet betyde, at der fremover vil blive sagt nej til nogle typer af forretninger. 

- Danske Bank er Danmarks største og vigtigste bank, men det er også en bank, der er udfordret. 

- Det første jeg vil arbejde på, er at genoprette tilliden til banken. Det kommer vi til at gøre i fællesskab fra ledelsen og bestyrelsen til medarbejderne, siger Karsten Dybvad. 

Ole Andersen er blevet presset til at stoppe af Mærsk-familien, der er største aktionær i Danske Bank og har krævet en udskiftning oven på sagen om hvidvask, hvor lyssky kunder gennem en årrække førte store milliardbeløb gennem bankens estiske filial. 

Ole Andersen havde selv varslet i september, at han på et tidspunkt ville stoppe, men Mærsk-familien satte turbo på og krævede, at han stoppede nu. 

- Som bestyrelsesformand har jeg det ultimative ansvar. Bestyrelsen og i særdeleshed formanden har selvfølgelig et ansvar for den situation, banken står i, og derfor skal der også skiftes ud, siger Ole Andersen. 

Dermed har de to frontfigurer i Danske Bank måttet forlade banken som en konsekvens af sagen, da administrerende direktør Thomas Borgen stoppede 1. oktober. 

Ind i bestyrelsen kommer også Jan Thorsgaard Nielsen, der til daglig er investeringsdirektør i A.P. Møller Holding, der forvalter Mærsk-familiens store formue. Han bliver den ene af to næstformand i bestyrelsen. 

Han afløser Jørn P. Jensen, der har været i bestyrelsen siden 2012 og til daglig er finansdirektør i støvsugerkoncernen Dyson.

Valget af de to nye medlemmer var tæt på at være en ren formalitet. 

Dog havde den pensionerede ingeniør - og i offentligheden ukendte - Arne Bostrøm også meldt sit kandidatur, men han blev ikke valgt. 

Mere end 53 procent af aktionærerne var repræsenteret på generalforsamlingen - enten ved at være til stede eller ved på forhånd at have afgivet fuldmagter.

Ud over Ole Andersen og Jørn P. Jensen er næstformand Carol Sergeant og Rolv Erik Ryssdal også på vej ud af bestyrelsen.

De stopper ved den næste almindelige generalforsamling i marts næste år. 

 

FAKTA: Det laver en bestyrelsesformand

Danske Bank får fredag ny bestyrelsesformand, når Ole Andersen forlader posten, og Karsten Dybvad overtager.

Det sker, efter at Danske Banks største aktionær, A.P. Møller - Mærsk, har anmodet om et skifte efter det seneste års sager om potentiel massiv hvidvask af penge gennem bankens estiske afdeling.

Læs her, hvilken rolle en bestyrelsesformand har.

* Et aktieselskabs øverste myndighed er bestyrelsen, der vælges af stemmeberettigede aktionærer. En bestyrelse mødes normalt seks til 12 gange om året.

* Bestyrelsen står for de overordnede linjer for banken som langsigtet strategi, valg af ledelse og så videre.

* Bestyrelsen - med formanden i spidsen - skal også føre kontrol med virksomheden og ledelsens arbejde. I den finansielle sektor vil bestyrelsen også skulle tage stilling til større udlån.

* Danske Banks bestyrelse består af seks til ti medlemmer, der er valgt på en generalforsamling samt medarbejdervalgte medlemmer. Bestyrelsen vælger formanden.

* På det praktiske plan er formandens opgave at sikre, at bestyrelsen holder møder, at der bliver indkaldt til dem, og at relevant materiale bliver sendt til medlemmerne.

* Bestyrelsesformanden har i Danske Bank den afgørende stemme, hvis der er stemmelighed i bestyrelsen.

* Bestyrelsesformanden er leder af bestyrelsen og har derfor ansvaret for, at den fungerer optimalt. Det er formandens opgave at få det meste ud af bestyrelsen.

* Bestyrelsesformanden har som oftest en tæt dialog med den administrerende direktør, så der er enighed og sammenhæng mellem den strategi, bestyrelsen har valgt, og det arbejde, der bliver gjort af ledelsen.

* Bestyrelsen - og i særlig grad bestyrelsesformanden - kan blive stillet til ansvar for bankens handlinger. Eksempelvis blev store dele af den tidligere bestyrelse i Roskilde Bank afkrævet erstatning, efter at banken gik ned.

Kilder: Loven om Finansiel Virksomhed, Danske Bank, Børsen.

 

BLÅ BOG: Karsten Dybvad forlod administrationens tinde

Navn: Karsten Dybvad.

Alder: 62 år.

Fødested: Gentofte.

Nationalitet: Dansk.

Uddannelse: Cand.polit. ved Københavns Universitet i 1985.

Karriere: 

* 1990-2000: Poster i Bikuben, Finansministeriet, Statsministeriet, Magistrenes Pensionskasse og Økonomistyrelsen.

* 2000-2001: Departementschef i Transportministeriet.

* 2001-2005: Departementschef i Finansministeriet.

* 2005-2010: Departementschef i Statsministeriet.

* 2010-: Administrerende direktør for Dansk Industri.

Civilstand: Gift.

Bopæl: Charlottenlund.

Kilder: Danske Bank, Kristeligt Dagblad.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce