De Konservative slår de andre partier i privat partistøtte

Politik

12/03/2016 20:22

Nick Allentoft

Partiet fik over 500 gange så meget privat partistøtte som SF, viser partiernes regnskaber for 2014.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

De Konservative vælter de andre partier af pinden, når det handler om, hvilket parti der modtager mest partistøtte fra virksomheder, organisationer og privatpersoner.

Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af avisens gennemgang af partiernes regnskab for 2014, som for nylig er blevet offentliggjort af Folketinget. 

I alt modtog partierne 35 millioner kroner i partistøtte i 2014. Heraf modtog De Konservative 8.144.302 kroner, og det er en fordobling i forhold til året før, hvor de dog også toppede listen. 

Det er blandt andre A.P. Møller-Mærsk, Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Byggeri, som har doneret penge til partiet.

I hælene på De Konservative kommer Venstre, som modtog 7.978.714 kroner, også fra blandt andre A.P. Møller-Mærsk, Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Byggeri.

Til sammenligning modtog SF kun 14.828 kroner i valgbidrag og donationer fra privatpersoner og 971.766 kroner, som folketingsmedlemmerne og øvrige SF'ere selv betalte i partiskat.

Hos De Konservative er de glade for hver eneste krone, de modtager. 

- Vi er utrolig glade for, at mange vælger at støtte vores parti og det arbejde, vi laver, siger partisekretær Søren Vandsø til Jyllands-Posten.

Hos SF er de ikke helt utrøstelige over, at de ikke modtager flere penge. 

- Nogle af de andre partier har nogle rige venner, som støtter deres arbejde, og det er selvfølgelig dejligt for dem. 

- Jeg vil ikke afvise, at vi også godt kunne bruge lidt flere penge, men vores vigtigste ressource er vores medlemmer og vores aktivister, siger landssekretær Turid Leirvoll.

Ud over det private partistøtte modtager partierne statslig støtte og medlemskontingenter. 

Ifølge loven skal partier offentliggøre bidragydere, som giver beløb på mere end 20.000 kroner. Mindre beløb kan gives anonymt. Partier som SF, Enhedslisten og De Radikale oplyser dog frivilligt om donationer på under 20.000 kroner.

Hos de andre partier modtog Dansk Folkeparti cirka 5,6 millioner kroner, De Radikale cirka 5,5 millioner kroner, Liberal Alliance cirka 2,6 millioner kroner, Socialdemokraterne cirka 2 millioner kroner og Enhedslisten cirka 1 million kroner og cirka 1,1 millioner kroner i partiskat fra folketingsmedlemmer og tidligere folketingsmedlemmer.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.