Selv om antallet af kontanthjælpsmodtagere er stabilt, er andelen af de allersvageste kontanthjælpsmodtagere stigende.
Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ifølge Information.
Gruppen af kontanthjælpsmodtagere uden for arbejdsmarkedet - eksempelvis personer, der er erklæret ikke-arbejdsmarkedsparate - er steget med 2800 personer siden december 2014 og udgør nu cirka 120.000 personer ud af 157.000 fuldtidspersoner.
Det svarer til tre ud af fire kontanthjælpsmodtagere.
- De svage kontanthjælpsmodtagere har typisk andre problemer end ledighed: Det kan være misbrug, helbredsproblemer, psykiske problemer eller kriminalitet. Og det er en gruppe, der ikke reagerer særligt meget på ændrede økonomiske incitamenter, siger chefanalytiker ved Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Erik Bjørsted til Information.
Analysen kommer i forbindelse med, at beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) fredag fremlægger det "moderne" kontanthjælpsloft, som Venstre gik til valg på.
Regeringen ønsker med loftet over ydelser at motivere kontanthjælpsmodtagere til at tage et arbejde.
Den effekt tvivler Erik Bjørsted dog meget på. Sidst man havde et kontanthjælpsloft fra 2001 til 2011, indført af VK-regeringen, viste en række analyser, at loftet ikke havde nogen som helst effekt.
Over for Berlingske har Jørn Neergaard Larsen allerede erkendt, at det nye loft isoleret set kun får nogle "få hundrede" i job.
Erik Bjørsted frygter, at et nyt loft vil føre til, at flere i gruppen vil blive fanget i fattigdom. Det så man i forbindelse med det tidligere kontanthjælpsloft. Og det vil blandt andet ramme børnefamilier, påpeger han.
Under opsvinget fra 2006 til 2008 lykkedes det at få flere af de tungeste kontanthjælpsmodtagere i arbejde, men siden har krisen gjort arbejdsmarkedet langt mindre rummeligt over for den gruppe, der døjer med andre problemer end ledighed, skriver Information.
FAKTA: Flere danskere uden for arbejdsmarkedet
Kontanthjælpen er støtten til danskere, der på grund af en "social begivenhed" ikke kan forsørge sig selv.
Kontanthjælp er en ydelse, man kan få, hvis man har været ude for en social begivenhed - for eksempel er blevet fyret eller skilt - og ikke er i A-kasse og ikke på anden vis kan skaffe sig selv og sin familie det fornødne.
Unge under 30 år får såkaldt uddannelseshjælp i stedet for kontanthjælp. Hvis de har en uddannelse, får de kontanthjælp på ungesats i stedet.
* Eksempler på satserne er 14.415 kroner for en person over 30 med børn, og 10.849 kroner for folk over 30 uden børn. Folk under 25 uden børn får 3374 kroner, hvis de bor hjemme og 6992 kroner, hvis de bor ude.
* Antallet af kontanthjælpsmodtagere er steget til 152.800 personer i 2015, opgjort i andet kvartal, fra 151.300 personer samme tid året før og 121.700 i 2010.
Ifølge Beskæftigelsesministeriet var der 6975 par, hvor begge var på kontanthjælp, i juni 2015.
Kilder: Beskæftigelsesministeriet og borger.dk.
/ritzau/