DF i ny kurs: Stemmer imod nye statsborgerskaber

Politik

05/05/2017 12:16

Nick Allentoft

Til regeringens store overraskelse nægter støttepartiet at stemme for tildelingen af nye statsborgerskaber.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Dansk Folkeparti kan være på vej til grundlæggende at ændre partiets kurs, når det kommer til tildeling af statsborgerskaber.

Dansk Folkepartis indfødsretsordfører Christian Langballe fastslår fredag, at partiet ikke stemmer for L189 om tildeling af dansk statsborgerskab til 2710 personer. 

Det opsigtsvækkende melding kommer under behandlingen af lovforslaget i Folketinget fredag formiddag. Christian Langballe siger:

- Vi kommer ikke til at stemme for og deltage i den fortsatte opløsning af Danmark og fremme parallelsamfund.

- Vi nægter at deltage i det parlamentariske skuespil, hvor samtlige andre partier vil ønske velkommen og bedyre, hvor fantastisk det går, siger ordføreren.

L189 tildeler dansk statsborgerskab til 2710 personer, heraf 2139 voksne og 571 børn.

Christian Langballe pointerer, at DF ved tidligere tildelinger af dansk statsborgerskab har stemt "modvilligt for", og at partiet nu ikke længere vil deltage i "det parlamentariske teater".

Venstres indfødsretsordfører, Jan E. Jørgensen, er "meget overrasket" over DF's melding:

- Dansk Folkeparti har jo stemt for de tidligere lovforslag, hvor vi har tildelt indfødsret. Så talen overrasker mig og ærgrer mig.

- Det var en meget overraskende tale fra DF, for DF er jo med i den aftale, vi har lavet om kriterierne for at få dansk statsborgerskab. Vi har jo strammet betingelserne ganske betragteligt.

- Det er nyt, at man opsiger en aftale fra folketingets talerstol, siger Jan E. Jørgensen med henvisning til indfødsretsaftalen.

Flere af de øvrige partiers ordførere undrer sig over, hvordan DF kan stemme nej til et lovforslag, der følger direkte af en aftale, som partiet selv er med i. Om indfødsretsaftalen siger Christian Langballe:

- Vi anerkender, at vi har indgået aftalen, men vi føler os ikke forpligtet af den mere. Og derfor stemmer vi nej.

Man kan kun tildeles dansk statsborgerskab ved lov. Der fremsættes to gange årligt lovforslag om indfødsret.

Dansk Folkeparti har tidligere forgæves forsøgt at få sat et loft på 1000 over antallet af udlændinge, der årligt kan få det danske pas.

- Dengang sagde jeg, at hvis det krav ikke blev opfyldt, føler vi os ikke forpligtet af den aftale mere. Vi anerkender, at vi har indgået den, men det er bare sådan, det er, siger Christian Langballe. 

I 2015 fik 4064 personer tildelt dansk statsborgerskab. I 2014 var det 4500 og i 2013 var tallet 1527, viser tal fra Danmarks Statistik.

Selv uden DF's stemmer ventes L189, der fredag blev førstebehandlet i salen, at blive vedtaget før sommerferien.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.