Efter nyt samråd i Støjberg-sagen: Forfærdende grimt at se på

Politik

23/06/2017 16:45

Nick Allentoft

Flere partier opfordrer blå politikere til at tænke sig om efter samråd om Inger Støjbergs ulovlige instruks. Benhårdt spinarbejde, urokkelig blå støtte og forfærdende grimt, lyder det fra kommentatorer. Se samrådet her.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Politikerne i blå blok bør tage en tænkepause efter fredagens samråd om udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs (V) ulovlige instruks om at adskille mindreårige asylpar på landets asylcentre.

Sådan lyder det fra Mattias Tesfaye (S), der er medlem af Udlændinge- og Integrationsudvalget.

Han vil nu hive fat i de borgerlige politikere, der fortsat bakker op om ministeren.

- De skal til at overveje med sig selv, hvor denne sag er på vej hen, og om de vil stå på den rigtige side af sandheden, siger han.

- Jeg kan kun opfordre dem til bruge denne aften til at stå og stirre lidt ind i bålet og overveje deres ansvar som folkevalgte, siger han med henvisning til Sankt Hans Aften.

Fredagens samråd var det andet af slagsen i sagen om den ulovlige instruks. Her erkendte Inger Støjberg, at der har foregået ulovlig administration i forhold til adskillelsen af mindreårige asylpar.

Det er tilfældet, fordi parrene i første omgang blev adskilt uden en partshøring, hvor de begge kunne komme til orde.

Den erklæring er dog ikke nok for oppositionen, der allerede har varslet et tredje samråd.

Samtidig ønsker udlændingeordfører Johanne Schmidt-Nielsen (EL), at regeringspartierne også tager ansvar for at få afdækket sagen.

- Det er rystende, hvis blå blok bliver ved med at slå ring om Inger Støjberg og holde hånden under hende - på trods af at det er lysende klart for alle og enhver, at hun har løjet, siger hun. 

Hun opfordrer derfor de blå politikere til at hjælpe med til at sikre flertal til en undersøgelse.

- Jeg vil opfordre folketingsmedlemmerne fra Venstre, De Konservative og Liberal Alliance til at insistere på, at denne her sag bliver undersøgt.

- Og det kan den kun blive, hvis vi får embedsmændene til at tale under vidneansvar, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Også flere kommentatorer undrer sig over situationen. 

Kommentatorer: Asylsag havde væltet alle andre end Støjberg

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) måtte fredag igen sætte sig i den varme stol under et 2,5 timer langt samråd om hendes ulovlige instruks.

Her endte ministeren med at erkende, at der har været administreret ulovligt i forhold til adskillelsen af mindreårige asylpar på danske asylcentre.

Alligevel kommer sagen næppe til at rokke ved Støjbergs ministertaburet. Det skriver BT's politiske kommentator, Søs Marie Serup, i sin analyse i avisen:

- Men for dem, som ikke lader sig forblænde af det blændede spin-arbejde, der er udført i sagen, står det lysende klart, at ministeren har en ualmindeligt dårlig sag, som ville have kostet alle andre end hende posten.

Støjberg har formået at få sagen til at handle om de såkaldte barnebrude, mens den i virkeligheden handler om ulovlig administration og ministerens mulige løgne over for Folketinget, påpeger Søs Marie Serup:

- Sagens kerne er, om en minister skal overholde loven og tale sandt. 

- Det skal de, men et flertal i Folketinget kæmper sig igennem kritikken bag et skjold af "barnebrude". Det er forfærdende grimt at se på, demokratisk skæmmende, men forbistret effektivt.

Hos Berlingske mener politisk kommentator Thomas Larsen ikke, at det er udtryk for spin, når Støjberg fokuserer på sin bekymring over barnebrude.

Han er dog enig i, at rød blok næppe får væltet ministeren på denne sag - medmindre er kommer nye, belastende oplysninger frem:

- Det skyldes simpelthen, at hele blå lejr laver en jernring omkring hende, siger han.

- For de ved, at hun er en meget populær minister, og at hun er et stærkt trumfkort for hele blå lejr.

Sagen den ulovlige instruks er ikke slut. Allerede under fredagens samråd varslede oppositionen, at Støjberg indkaldes til et tredje samråd.

Og det er i høj grad ministerens egen fortjeneste, at hun stadig er i rampelyset, vurderer DR's politiske analytiker, Jens Ringberg.

Det skyldes, at hun har skiftet forklaring undervejs og har "slingret noget", siger han til dr.dk:

- Så vi kommer til at se flere samråd og en masse spørgsmål, men tilbage står jo, at 90 mandater i Folketinget – blå blok inklusiv Dansk Folkeparti – ikke mener, at der er nogen grund til at jagte ministeren mere.

 

 

 

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.