Ekspert: Danske myndigheder er sandsynligvis ramt af russisk cyberangreb

Infrastruktur

19/04/2018 09:20

Freja Eriksen

Rusland beskyldes for at stå bag et stort cyberangreb. Danmark er højst sandsynligt også ramt, siger ekspert.

USA og Storbritannien advarede tirsdag mod en russisk cyberoffensiv.

Virksomheder, myndigheder og internetudbydere i Danmark er højst sandsynligt også ramt af cyberangrebet, vurderer it-sikkerhedsekspert Peter Kruse fra it-sikkerhedsfirmaet CSIS.

- Når man ser på, hvor mange routere og switches, der er blevet ramt af det her angreb, så er det meget usandsynligt, at Danmark ikke er ramt. 

- Det rammer ikke private mennesker. Angrebet er målrettet routere, der bliver brugt af virksomheder, myndigheder og internetudbydere, siger Peter Kruse.

Databeskyttelse - generelt

Der er en masse udstyr verden over, der simpelthen er konfigureret forkert, hvilket er årsagen til, at Rusland har kunnet bryde ind i systemerne.

- Ruslands interesse har været at samle så meget data som muligt. Det har været meget sofistikeret og målrettet, siger han.

For samfundet er det værst tænkelige scenarie ifølge Peter Kruse, hvis man har fået adgang til kritisk infrastruktur.

- Det er det værst tænkelige scenarie, fordi det kan give en masse kompleksitet og problemer i forbindelse med at opretholde servicer, vi kender som helt naturlige.

- Det kan ske, når internetudbydere bliver ramt, da de er bærere af data, der går på de kritiske infrastruktursystemer, siger Peter Kruse.

Virksomheder, myndigheder og internetudbydere skal nu til at vurdere, hvor kritisk angrebet er for dem.

Data kan være gået tabt, uden at de ved det. Hvis det er tilfældet, så skal de først finde ud af, hvilken data der er gået tabt. 

Derefter skal man lære omfanget at kende, hvorefter det så er tid til at vurdere, hvor stort et problem der er tale om.

- De må lave en risikovurdering af tabet, da det eksempelvis kan være tab af virksomhedshemmeligheder, hvilket er det værst tænkelige, der kan ske, siger Peter Kruse.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce