Da en 21-årig mand torsdag angreb en skole i Trollhättan med et sværd, skrev han et sort kapitel i den svenske historie.
- Det er en sort dag for Sverige. Jeg tænker på ofrene og deres familier, elever og personale samt hele det berørte samfund, udtaler den svenske statsminister, Stefan Löfven, på den svenske regerings hjemmeside.
- Vi føler med jer, og vi skal sørge for, at I får alt den hjælp, I behøver.
Den maskerede mand nåede at angribe to børn og to voksne, hvoraf den ene lærer allerede var død, da politiet nåede frem. De øvrige tre ofre blev bragt til hospitalet i Göteborg, hvor en 11-årig elev få timer senere døde af sine kvæstelser. Først på aftenen var de to andre ofres tilstand kritisk. Eleven er angiveligt såret i ansigtet.
Inden den 21-årige gik til angreb, troede flere på skolen, at han med sin maske og sorte tøj var klædt ud til halloween. Udklædningen var så overbevisende, at en pige forevigede øjeblikket, da hun tog et foto af manden, to skolekammerater og sig selv.
- Han spillede mærkelig musik og sagde ikke et ord. Det var halloween-agtig musik, siger pigen til den svenske avis Aftonbladet.
Da billedet var taget, kom en lærer forbi og bad manden om at forlade skolen.
- Han nikkede bare, så satte han kniven i lærerens skulder, siger pigen, der efterfølgende flygtede fra stedet.
Da politiet kort efter ankom til skolen, blev gerningsmanden skudt. Han havde ifølge politiet to kraftige stikvåben på sig.
Også den svenske konge, Carl Gustaf, udtrykker sin medfølelse for ofrene.
- Sverige er i chok. Det er med stor sorg, at jeg og min familie modtog beskeden om hændelserne i Trollhättan. Vore tanker går til de dræbte og efterladte, til de ofre, som nu har brug for al støtte, skriver den svenske konge, Carl Gustaf, i en pressemeddelelse.
I flere timer efter angrebet opholdt adskillige elever og forældre sig stadig omkring skolen. Den har omkring 400 elever, hvoraf en stor del har arabisk, albansk og somalisk baggrund.
Svensk politi: Skoleangreb var racistisk motiveret Politiet i Sverige arbejder ud fra en teori om, at torsdagens skoleangreb i Trollhätten var en hadforbrydelse, der bunder i racisme. Det bekræfter Niklas Hallgren, kommandochef ved politiet, til den svenske avis Aftonbladet fredag morgen. - Der er tegn på et racistisk motiv, siger han til Aftonbladet TV. Det er blandt andet genstande fundet i gerningsmandens hjem, der ligger bag politiets teori. Derudover bunder formodningen om racisme i tøjet, den unge mand havde på under angrebet. - Endelig bygger vi det på, hvordan han valgte sine ofre, siger Niklas Hallgren. Den 21-årige gerningsmand gik torsdag formiddag til angreb mod lærere og elever på en folkeskole i den svenske by Trollhättan. Han var udstyret med sværd og maske, da han angreb fire personer på Kronan-skolen i Trollhättan ved Göteborg. To af skolens ansatte og to elever blev ramt af knivstik. Den 21-årige har indtil videre to menneskeliv på samvittigheden, da en hjælpelærer døde på gerningsstedet, og en 17-årig dreng døde få timer senere af sine kvæstelser. De to ofre, der stadig er i live, er indlagt på hospitalet i Göteborg. Deres tilstand beskrives som alvorlig, men stabil. Politiet blev tilkaldt af skolens personale klokken 10.09. Da de nåede frem til skolen, skød de gerningsmanden med to skud. Også han er senere død af sine kvæstelser. Det er endnu uvist, hvilken relation gerningsmanden havde til skolen. Det eneste, der endnu er oplyst, at han kommer fra byen. 400 børn har deres daglige gang på folkeskolen, og mange af eleverne har somalisk, albansk og arabisk baggrund. Svensk politi vil fredag morgen ikke komme nærmere ind på, hvad der er fundet i gerningsmandens hjem. - Vi kan konstatere, at det er en hadforbrydelse, og at det er racistisk. Vi vil ikke oplyse mere præcist, hvad der gør det muligt for os at drage denne konklusion, men det er i hvert fald så tydeligt, at vi er overbevist om, at der er tale om en hadforbrydelse, siger Niklas Hallgren til Aftonbladet. /ritzau/
/ritzau/