EU-lande vil redde Schengen: Parat til tættere samarbejde om grænsekontrol

Politik

08/10/2015 22:05

Nick Allentoft

Inger Støjberg vil ikke forholde sig til planer, der endnu ikke er konkrete, siger hun på EU-møde.

EU-landene kan være på vej mod et tættere samarbejde om grænsekontrol i et forsøg på at redde Schengen-samarbejdet om åbne indre grænser fra kollaps.

Det siger udenrigs- og immigrationsminister Jean Asselborn fra det luxembourgske EU-formandskab på et EU-møde torsdag i Luxembourg.

Flygtninge overblik

Tusinder og atter tusinder af mennesker kommer i øjeblikket til Europa for at flygte fra forfølgelse og krig med drømmen om et liv i tryghed. Debatten raser om, hvad Europa skal gøre, og hvad Danmark selv skal gøre.  Vi samler væsentlige og udvalgte relevante artikler på denne temaside.  

- Et stort flertal af landene er tilhængere af større fælles ansvar, der vil gøre os i stand til at styrke vores kontrol med de ydre grænser, siger Asselborn.

Han vil nu som EU-formand skrive til EU-præsidenten, Donald Tusk, for at fortælle om den vidtgående diskussion på justits- og indenrigsministrenes møde.

Schengen-samarbejdet fremtid står og falder ifølge EU-formanden med, at der kommer styr på den ydre grænsekontrol, der i øjeblikket er hullet som en si.

- Hvis vi ikke har styr på vores ydre grænser, er der en stor risiko for, at Schengen-samarbejdet ikke overlever, siger han.

EU-Kommissionen har tidligere foreslået, at der udvikles en egentlig fælles grænse- og kystvagt, og torsdag kom Frankrig med et forslag om hurtigt at oprette et egentligt korps af EU-grænsevagter.

Alle lande skal levere "en årlig kvote af grænsevagter" til det fælles grænseagentur, Frontex, mener den franske indenrigsminister Bernard Cazeneuve.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) siger, at der er mange forslag på bordet, og hun vil ikke forholde sig til planer, der endnu ikke er konkrete.

Til gengæld har Frontex helt konkret bedt om 775 ekstra grænsevagter her og nu. De skal hjælpe Italien og Grækenland med at registrere og identificere migranter, der ankommer fra Libyen og Tyrkiet.

Frontex beder om 670 grænsevagter til arbejde som tolke og med at identificere migranter, der kommer til EU's to frontlande i flygtningekrisen. Desuden skal 105 grænsevagter udstationeres rundt omkring ved EU's ydre grænser.

- Her vil vi også stille med et bidrag, siger Inger Støjberg, der dog endnu ikke ved hvilket.

EU-landene er blevet bedt om at melde om yderligere bidrag til Frontex inden EU-topmødet i næste uge.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.