For få melder sig som plejefamilier

Velfærd

21/1/15 10:23

Suleman Haider

Trods ihærdige kampagner er der stadig alt for få, der melder sig som plejefamilier i Nordjylland. Og det kan få store konsekvenser for børnene, hvis der ikke bliver fundet flere familier, lyder det fra flere nordjyske kommuner.

- Vi har selvfølgelig et problem,siger Susanne Lorentzen, der er leder af Familieplejen i Aalborg Kommune. I 2014 var der kun 14, der søgte om at blive plejefamilie i Aalborg Kommune. 

Det fremgår af tal fra Socialtilsyn Nord, der står for tilsynet på området. 
Normalt får kommunen 50 ansøgninger årligt. 

- Så må de jo placeres på institution, og det er ikke så godt. Der er jo forskelligt personale og insititutionsmiljø. Det er ikke det samme som at være i en familie, siger Susanne Lorentzen

I Frederikshavn Kommune er formand for Børne og Ungdomsudvalget, Christina Lykke Eriksen, bekymret. Her er der kun kommet ni ansøgninger hele sidste år. 

- Vi har en kæmpe udfordring. Vi har hørt om kommuner, som laver decideret reklame, og det synes jeg, lyder inspirerende. Det skal vi måske også prøve, siger Christina Lykke Eriksen

I Aalborg Kommune har man allerede forsøgt sig med at afholde informationsmøder. Nu er man i gang med at forberede en større reklamekampagne, siger Susanne Lorentzen: 

- Vi intensiverer vores indsats - vi trykker postkort og plakater og vil blandt andet reklamere i bussen..

I alt er der kun 117 nye familier, der har ansøgt om at blive plejefamilier i de nordjyske kommuner hele 2014. Det viser tal fra Socialtilsyn Nord, der står for tilsynet på området. Der er brug for cirka 400 nye plejefamilier årligt.