Forligskredsen bag danmarkshistoriens største anlægsprojekt har onsdag set hinanden i øjnene og nikket ja til en forsinkelse på op mod fire måneder, som blev offentligt kendt i marts.
Forsinkelsen ærgrer transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) ifølge en pressemeddelelse.
- Det var med stor bekymring og ærgrelse, at vi før påske modtog beskeden om, at den tyske myndighedsgodkendelse endnu en gang er blevet udsat.
Prøv DenOffentlige 2
DenOffentlige er nyheder, debat og videndeling uden betalingsmur.
Prøv vores nyhedsbrev og bliv opdateret på Danmarks udvikling og udfordringer hver dag.
- Jeg har i dag drøftet sagen med forligskredsen bag Femern Bælt-forbindelsen, siger han, og dermed kører processen videre som aftalt blot med en forsinkelse.
Forsinkelsen skyldes behov for mere tid til at sikre, at godkendelsen fra myndighederne kan holde til eventuelle klager. Dermed får forbindelsen ikke en miljøgodkendelse til sommer, som ellers var planen.
Det er en uafhængig myndighed, der håndterer miljøgodkendelsen af den 18 kilometer lange tunnel mellem Danmark og Tyskland. Planlægningen har stået på i snart ti år og nærmer sig altså målstregen.
Forligskredsen består foruden blå blok af Socialdemokratiet, De Radikale og SF.
Femern Bælt-forbindelsen vil blive en sænketunnel med en firesporet motorvej med nødspor og en dobbeltsporet elektrificeret jernbane.
Der har været 12.600 indsigelser mod projektet, der blev indgivet i sommeren sidste år. Det er den danske stat, som næsten egenhændigt finansierer projektet på 7,4 milliarder euro (omkring 55 milliarder kroner).
Folketinget vedtog i 2015 en lov om anlæg og drift af den faste forbindelse over Femern Bælt med tilhørende landanlæg i Danmark.
/ritzau/