På 20 forskellige redningsoperationer er 4300 migranter blevet reddet i løbet af lørdagen ud for Libyens Middelhavskyst, siger de italienske myndigheder.
Flygtninge overblik
Tusinder og atter tusinder af mennesker kommer i øjeblikket til Europa for at flygte fra forfølgelse og krig med drømmen om et liv i tryghed. Debatten raser om, hvad Europa skal gøre, og hvad Danmark selv skal gøre. Vi samler væsentlige og udvalgte relevante artikler på denne temaside.
Det er blandt andet skibe fra den italienske kystvagt, som har reddet de mange mennesker. Men også skibe fra nødhjælpsorganisationer samt flådefartøjer fra Tyskland, Storbritannien og Kroatien har deltaget. Et fragtskib, der var i farvandet, deltog også i en redningsaktion.
Simon Burroughs er redningskoordinator for nødhjælpsorganisationen Læger uden Grænser, MSF. Gruppen deltager i hjælpeoperationer med skibet Bourbon Argos, og det skib har lørdag reddet 800 mennesker, siger Burroughs. - Vi gik i gang med vores første redningsaktion inden dagens første lys, fortæller han til AFP. Han siger videre, at de fleste af de mange mennesker, MSF har været med til at redde, er fra Eritrea, Nigeria, Somalia, Libyen, Syrien og vestafrikanske lande. Den italienske kystvagt siger ifølge AFP først på aftenen, at endnu en redningsaktion er i gang, og mens flygtningene stadig fortsætter mod Europa, stiger presset fra Ungarn til Finland. Ungarn indkalder reservister og fuldfører flygtningehegn Ungarn har fuldført det ambitiøse og kontroversielle lynprojekt med at opføre et pigtrådshegn langs grænsen til nabolandet Kroatien i et forsøg på at stoppe strømmen af flygtninge og migranter fra syd. - Hegnet blev færdigt i løbet af natten, siger Attila Kovacs, som er talsmand for landets forsvarsministerium, til nyhedsbureauet AFP. Hegnet strækker sig over 41 kilometer. Den resterende del af den 330 kilometer lange grænse mellem de to EU-lande løber langs floden Drava, som er svær at krydse. Drava er en biflod til Donau. Samtidig har Ungarn indkaldt soldater af reserven for at hjælpe med at udfylde de tomrum, der er opstået andre steder, da aktive soldater er indsat til håndteringen af de mange flygtninge og migranter. Det rapporterer det statslige nyhedsbureau MTI, som skriver, at reservisterne også kan indsættes til løsning af andre opgaver. Men hegnet løser ikke flygtningekrisen, lyder det fra nabolandet Kroatien, som fortsat vil dirigere flygtninge og migranter mod grænsen til Ungarn trods de ungarske myndigheders voldelige afvisning. - Der er ikke indgået nogen aftale med Ungarn. Vi har på en måde tvunget dem til at acceptere flygtninge ved at sende dem til grænsen, og det vil vi fortsat gøre, siger den kroatiske premierminister, Zoran Milanović. Flere end 20.000 flygtninge og migranter, heraf mange fra det krigshærgede Syrien, er nået til Kroatien, efter at Ungarn tidligere på ugen blokerede grænsen mod Serbien med kampklædte betjente og pigtråd. Milanovic har sagt, at Kroatien ikke kan tage flere. De mange mennesker vil få mad, vand og om nødvendigt lægehjælp, men de vil derefter blive sendt videre mod nord og vest. Omkring 1200 har passeret Kroatiens grænse til Slovenien, der ligesom Ungarn - og modsat Kroatien - er medlem af det grænseløse Schengen-samarbejde, som vakler, og som flere steder midlertidigt har været sat ud af drift under henvisning til krisesituationen. Presset får nu Slovenien til at forberede en egentlig korridor til flygtningenes rejse gennem landet. Lande vil nu lave sikre flygtningekorridorer Politiet i Slovenien tyede fredag aften til tåregas for at opløse en større gruppe af migranter og flygtninge, der havde samlet sig ved landegrænsen til Kroatien. Optrinnet skete, da flere hundrede mennesker forsøgte at mase sig igennem politiopbuddet og komme ind i Slovenien via grænseovergangen i Harmica.
Efter over en times spændt stemning valgte slovensk uropoliti at sprede tåregas blandt demonstranterne, hvor der var flere børn iblandt.
Sammenstødene skete få timer, efter at Sloveniens regering med premierminister Miro Cerar i spidsen annoncerede, at den overvejer at åbne en såkaldt sikker korridor, som flygtninge kan bruge til at rejse gennem det lille land på Balkan.
Mange af flygtningene ønsker ikke at blive i Slovenien, og de kan via landet komme til Østrig og Italien, hvis de får lov at rejse igennem.
- Hvis flygtningepresset ved grænserne bliver for stærkt, vil Slovenien helt bestemt overveje muligheden for såkaldte korridorer til alle de lande, der vil være berørt, siger Cerar i en udtalelse efter et møde i landets nationale sikkerhedsråd fredag.
Over 1000 flygtninge er fredag blevet registreret i Slovenien, mens hundredvis venter ved landets grænser til Kroatien på at komme ind. Kroatien blev fredag så overvældet over antallet af migranter og flygtninge, at landet stillede busser til rådighed, som kørte migranterne til Ungarns grænse.
Sammenbruddet i EUs asyl- og flygtningesamarbejde har konsekvenser helt til Finland, som oplever stigende pres.
Finland skærper grænsekontrol efter flygtningekaos
Finnerne har registreret tre gange flere flygtninge i år end hele sidste år, og nu griber regeringen ind med skærpet grænsekontrol mod Sverige, oplyser indenrigsministeriet i Helsinki.
En overvågning af grænsen i Torneå, der ligger i bunden af Den Botniske Bugt, er allerede sat i værk ifølge myndighederne i byen. Politiet vil kræve identifikationspapirer fremvist ved grænsen - i stikprøvekontrol - oplyser indenrigsministeriet.
- Fremover vil personer, der krydser grænsen i Torneå, blive kontrolleret af politiet, skriver indenrigsministeriet.
Ifølge de finske myndigheder kan flygtninge og migranter ikke længere rejse fra Torneå til andre steder i landet uden først at lade sig registrere som asylansøgere.
- Situationen i nord er ude af kontrol. Folk er rejst videre derfra for at søge mod politistationer over hele Finland, siger Paivi Nerg fra indenrigsministeriet til avisen Helsingin Sanomat.
En demonstration mod indvandring havde lørdag samlet 600 deltagere i Torneå på den finske side af grænsen og 20 på den svenske.
Alt forløb roligt ifølge politiet i Norrbotten, skriver nyhedsbureauet TT.
Demonstranterne krævede grænsen lukket, skriver den finske tv-station YLE.
Flere end 11.000 flygtninge og migranter har søgt asyl i Finland i år, oplyser regeringen. De fleste kommer fra Irak.
Sidste år kom 3600 flygtninge og migranter til landet.