Formuleringerne sejler: Nye studerende må på skrivekursus

Politik

26/02/2015 10:17

Suleman Haider

Det er ikke kun komma, der volder de unge problemer. Mange har svært ved at formulere sig på skrift, lyder det

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Hver dag skriver danske unge mere end nogensinde blandt andet på de sociale medier, men samtidig har mange af dem svært ved at skrive en sammenhængende længere tekst.

Sådan lyder det ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten torsdag fra gymnasielærere og fra universiteter, hvor der i de seneste år er oprettet kurser i skriftlig fremstilling for nye studerende.

En del af problemet er ifølge flere, at der, siden gymnasiereformen blev indført i 2005, kun har været sat 25 timer af om året til skriftligt hjemmearbejde i faget dansk.

- Det har været en stor fejl at beskære skriftligheden i danskfaget på gymnasierne, især når skriftlighed fylder meget mere i vores samfund end for bare 20 år siden, siger professor Ellen Krogh, der som leder af forskningsprojektet Faglighed og Skriftlighed i de seneste fire år har undersøgt unges skriftlige arbejde, til Jyllands-Posten.

Kirsten Drotner, professor på Institut for Medievidenskab ved Syddansk Universitet, oplever, at op mod halvdelen af hendes nye studerende, som kommer fra gymnasierne, har problemer med at skrive en længere tekst, der er forståelig.

- Det handler ikke kun om at sætte kommaer, men mange af vores studerende har ganske enkelt svært ved at formulere en tekst på mere end et par linjer, så modtageren kan forstå meningen, siger hun til avisen.

Hun peger på, at de studerende sætter punktum midt i en sætning og laver fejl i faste vendinger, hvilket får sætningerne til at "bryde sammen".

Undervisningsminister Christine Antorini (S) henviser til, at en del af regeringens udspil til en ny gymnasiereform er, at nogle skriftlige hjemmeopgaver fremover skal skrives på skolen, hvor man kan søge hjælp hos en lærer.

 

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.