Fra 98 asylcentre til 19 på to år

Velfærd

08/02/2018 07:21

Freja Eriksen

Sidste år modtog Danmark 3500 asylansøgere. Det er det laveste i ni år, derfor rasler antallet af centre ned.

Færre og færre søger asyl i Danmark, og derfor er antallet af asylcentre raslet ned de senere år.

Udlændingestyrelsen lukker nu yderligere fire centre, og dermed er fire ud af fem asylcentre i Danmark snart lukket på to år.

I starten af 2016 var der 98 asylcentre i drift, men snart er der 19 centre i drift. Centrene huser i øjeblikket cirka 5000 asylansøgere ifølge en pressemeddelelse.

- Der indrejser fortsat relativt få asylansøgere, sådan som det har været tilfældet igennem hele 2017, siger Thomas Mortensen, kontorchef i Udlændingestyrelsen.

Prøv DenOffentlige 2

DenOffentlige er nyheder, debat og videndeling uden betalingsmur

Prøv vores nyhedsbrev og bliv opdateret på Danmarks udvikling og udfordringer hver dag.  

 

- I takt med, at der behandles flere asylsager, end der kommer nye ind, får vi flere tomme pladser i asylcentersystemet. Derfor lukker vi de fire centre frem mod sommeren.

3500 personer søgte asyl i Danmark i 2017. Det er det laveste antal i ni år og mindre end regeringens oprindelige skøn på 5000.

De fire centre, der bliver lukket frem mod sommeren, er Center Frederikshavn, Børnecenter Rovvig, Center Foldbjerg og Center Gunderuplund.

De to første drives af Vesthimmerlands Kommune, mens de to sidstnævnte drives af Jammerbugt Kommune.

De fire centre har en samlet kapacitet på 780 pladser.

I 2016 lukkede der 43 asylcentre, mens tallet for lukninger i 2017 lød på 30. Udlændingestyrelsen vurderer løbende behovet for yderligere tilpasninger.

Danmark har opgjort en del af udgifterne til flygtningemodtagelse som udviklingsbistand. Det er de ubrugte midler, der i stedet skal bruges på forskellige udviklingslande, lød det fra regeringen i november.

De 2,148 milliarder kroner, det bliver frigjort, skal gå til blandt andet nærområderne til krigen i Syrien.

Ved årets udgang havde Danmark ydet mere end 700 millioner kroner til afhjælpning af Syrien-krisen.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce