It-kaos rammer hundredvis af kræftpatienter i hovedstaden

Velfærd

03/05/2016 09:34

Nick Allentoft

400 kræftpatienter på en lang række af hovedstadens hospitaler er berørt af problemer med et nyt it-system.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Kræftpatienter møder forgæves frem til ikkeeksisterende røntgenaftaler, computere går ned, og patienter bliver væk i systemet.

Det er blot nogle af de problemer, der plager flere afdelinger på hospitalerne i Herlev og Gentofte, og som foreløbig har forsinket hundredvis af patientforløb, skriver DR Nyheder.

- Jeg er meget ked af denne situation, og jeg kan forsikre om, at vi sætter alle sejl ind på at skabe os et overblik, kontakte alle berørte patienter, give nye tider og informere om deres forløb, siger Klaus Lunding, hospitalsdirektør for Herlev og Gentofte Hospital i en pressemeddelelse.

Problemets kerne er et nyt computersystem, der skal gøre det muligt at dele undersøgelsesresultater og røntgen- og skanningsbilleder samt at booke nye aftaler på tværs af alle Region Hovedstadens hospitaler.

På papiret en god idé - men det virker bare ikke - endnu. Godt otte måneder efter start er systemet stadig så plaget af fejl, at projektets styregruppe indtil videre har besluttet at droppe installationen på Rigshospitalet på ubestemt tid.

Tilbage står de flere end 400 patienter, der er ramt på en lang række af hovedstadens hospitaler, hvor man fortsat kæmper mod det genstridige system. Det gælder blandt andet Herlev, Bispebjerg, Frederiksberg, Hvidovre samt Amager.

- Der er rapporteret om mulig mangel på 300 fremtidige bookinger, lyder det for eksempel i interne dokumenter, som DR Nyheder er kommet i besiddelse af.

Patienter med akutte og livstruende symptomer kommer først i køen, skriver Region Hovedstaden i en orientering til regionspolitikerne.

- Situationen er alvorlig og patientkritisk, står der i skrivelsen.

Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) siger til DR Nyheder, at hun er ked af de vanskeligheder, som it-systemet skaber for patienterne. Hun afventer nu en redegørelse fra sin administration.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.