Italiens kystvagt redder 4500 migranter på én dag

Velfærd

23/06/2016 18:00

Nick Allentoft

Godt vejr over Middelhavet får tusinder til at sætte ud i gummibåde fra Libyens kyst videre mod Europa.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Omkring 4500 mennesker er reddet op af gummibåde på Middelhavet torsdag, oplyser den italienske kystvagt.

Mange har tilsyneladende forsøgt at udnytte godt vejr til at foretage den risikable rejse til Europa, siger en talsmand for kystvagten.

- Vi har reddet i alt omkring 4500 mennesker i cirka 40 redningsoperationer, siger talsmanden, som tilføjer, at redningsaktionerne fortsat er i gang, og at tallet derfor kan stige.

En enkelt person blev fundet omkommet i en af gummibådene, oplyser han.

Langt de fleste af de mange migranter og flygtninge havde begivet sig ud på Middelhavet i gummibåde, mens libyske menneskesmuglere benyttede sig af to træbåde.

- Vi har registreret et stort antal både i dag, efter at flere dages dårligt vejr har forhindret folk i at forlade Libyen, siger kystvagtens talsmand.

I redningsoperationerne deltog fem italienske flådefartøjer, fire skibe fra humanitære organisationer og to skibe fra EU's operation Sophia. Sidstnævnte er indsat for at bekæmpe menneskesmugling på Middelhavet.

Siden 2014 har over 10.000 mennesker mistet livet i forsøget på at krydse Middelhavet og nå til Europa, viste tal fra FN tidligere på måneden.

Alene i år er det lykkedes over 50.000 flygtninge og migranter at nå til Italien.

/ritzau/AFP

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.