Jeved giver op: Patiendatabase skal alligevel slettes

Politik

28/04/2015 12:22

Nick Allentoft

Oplysninger om danskernes lægebesøg bliver alligevel ikke gemt i Rigsarkivet. Oppositionen glæder sig.

Kulturminister Marianne Jelved (R) vil slette de tusindvis af ulovligt indsamlede sundhedsdata, der findes i databasen DAMD. Det skriver DKNyt og DR. Det sker efter pres fra oppositionen.

Ministeren har ellers stået fast på, at oplysningerne skulle opbevares i Rigsarkivet, fordi arkivloven krævede det.

Men nu giver hun sig efter pres fra både højre og venstre side i folketingssalen, fremgår det af et ændringsforslag, DR og DKNyt har set.

- Oplysninger i Dansk AlmenMedicinsk Database (DAMD) om enkeltpersoners helbredsmæssige eller øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger, der ikke er opnået tilladelse til indsamling af, skal ikke afleveres til Rigsarkivet, hedder det ifølge DKNyt i teksten til ændringsforslaget til arkivloven.

Den såkaldte DAMD-database, som det hele handler om, har, uden at der var lovgrundlag for det, indsamlet tusindvis af diagnosekoder, medicinoplysninger og laboratoriesvar fra borgeres besøg hos egen læge.

Når sagen er havnet hos kulturministeren, skyldes det, at Rigsarkivet efterfølgende har afgjort, at databasen har historisk værdi, og derfor skal bevares for eftertiden ifølge arkivloven. 

Og i første omgang forsvarede Marianne Jelved, at den beslutning skulle ligge hos rigsarkivaren og ikke politikerne. Men nu bøjer ministeren sig.

- Da det ikke er muligt at finde et bredt flertal for den konstruktion, som jeg lagde ud med, så må jeg finde en anden, siger Marianne Jelved til DR Nyheder.

Både de borgerlige partier og SF og Enhedslisten har presset på for at få slettet det ulovlige register, og Venstre ser ifølge DR kulturministerens nye melding som en klar sejr.

- Jeg er ret sikker på, at regeringen kunne se, at den ville komme i mindretal, siger Venstres kulturordfører, Michael Aastrup Jensen, til DR.

/ritzau/

Læs ændringsforslaget til arkivloven her

Mest Læste

Annonce