- Dette problem skal løses ikke blot i Luxembourg, men i hele EU, sagde Juncker, som bebudede, at han vil bede kommissionen iværksætte automatisk udveksling af oplysninger om favorable skatteregler.

Juncker frikender sig selv

Politik

12/11/2014 20:39

Nick Allentoft

EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, mødte uventet op til pressebriefing. I en uge har han været tavs om hemmelige skatteaftaler i Luxembourg.

EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, afviser at have ansvaret for hemmelige skatteaftaler mellem Luxembourg og multinationale selskaber.

- Jeg var ikke arkitekten bag Luxembourgs skattesystem. "Luxembourg-modellen" eksisterer ikke, som man tror, den gør, siger han.

Juncker, der var Luxembourgs premierminister mellem 1995 og 2013 og også finansminister i en årrække i det lille hertugdømme, har i en uge forholdt sig tavs om skatteaftalerne.

Onsdag dukkede han uventet op på EU-Kommissionens daglige pressebriefing og tog for første gang til genmæle.

- Jeg forstår, at vi bliver nødt til at besvare spørgsmål. Jeg har været premierminister i Luxembourg, men jeg kan ikke i dag udtale mig som Luxembourgs premierminister. For det er reglen her i huset, at man ikke udtaler sig om forhold i egne lande, sagde Juncker.

De gunstige skatteaftaler, som selskaber som Ikea og Amazon i en årrække har udnyttet ved aftaler med Luxembourgs skattevæsen, findes i 22 EU-lande, tilføjede han.

- Dette problem skal løses ikke blot i Luxembourg, men i hele EU, sagde Juncker, som bebudede, at han vil bede kommissionen iværksætte automatisk udveksling af oplysninger om favorable skatteregler.

Trods den prekære sag har de store politiske grupper i EU-Parlamentet stadig tillid til den nye kommissionsformand. Det understregede både gruppen af kristelige demokrater (EPP) og socialdemokrater (S&D) under en debat senere onsdag, hvor hovedpersonen også dukkede op.

- Man forsøger at tilsmudse hr. Junckers integritet og troværdighed. Der er ikke tale om overtrædelser af EU-lovgivningen. Det er medlemslandene, der har svigtet, sagde EPP's gruppeformand, Manfred Weber, om sin partifælle.

Det er konkurrencekommissær Margrethe Vestager, der skal undersøge sagen, men hende agter Juncker ikke at tale med. Det skyldes, at kommissærer ifølge reglerne ikke udtaler sig om forhold i egne lande.

Det var revisionsfirmaet PwC, som afslørede, at myndighederne i Luxembourg lader selskaber slippe billigt i skat af fortjenester skabt i andre EU-lande.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce