Man hører ofte, at Danmark er en klimaduks, og at vi længe har været i førertrøjen i indsatsen mod klimaforandringerne.
Men euforien bør nedtones, lyder meldingen fra regeringens klimaråd, der i en ny analyse skriver, at Danmark kun ligger i midten af en gruppe ambitiøse lande, som vi normalt sammenligner os med.
Klimarådet har kigget på Danmarks indsats i forhold til ti andre rige lande.
Sammenligningen viser, at Danmark godt nok har reduceret sin udledning kraftigt, men at det i høj grad skyldes, at den økonomiske vækst i Danmark har været svagere end i de øvrige lande.
Fra 1990 til 2012 har den gennemsnitlige danske BNP-vækst ligget på 1,5 procent om året, mens den i Sverige har ligget på to procent.
- Danmark er ikke langt foran alle andre lande med at omstille til et samfund med meget lave udledninger af drivhusgasser, siger Klimarådets formand, Peter Birch Sørensen, i en pressemeddelelse.
- Det er vigtigt at gøre sig klart, når man skal fastlægge Danmarks klimapolitiske ambitioner, tilføjer han.
Kigger man på bidraget til reduktionen, der kommer fra grøn omstilling, indtager Danmark en fjerdeplads ud af analysens 11 lande bag ved Storbritannien, Sverige og Holland.
Her har Klimarådet kigget på evnen til at reducere drivhusgasudledningen i forhold til BNP, hvor halter Danmark efter, lyder det.
Klimarådet er et uafhængigt, rådgivende ekspertorgan, der skal fremme et fagligt sammenhængende beslutningsgrundlag for Danmarks klimapolitik. Klimarådet er en del af Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.
/ritzau/