Københavns Kommune vil investere over en halv milliard kroner over det næste årti i den socialt belastede bydel Tingbjerg, skriver Politiken onsdag.
Over de næste ti år skal området forandres gennemgribende. Der skal ledes mere trafik ind for at skabe liv og højne trygheden, og nye beboergrupper skal lokkes til at flytte ind i private boliger.
Det fremgår af en kommunal byudviklingsstrategi, som netop er blevet præsenteret i kommunens miljø- og teknikudvalg.
I de kommende måneder vil forslaget vandre igennem fem af kommunens syv politiske udvalg, inden det skal til afstemning i Borgerrepræsentation i august.
Overborgmester Frank Jensen (S) ser strategien som et eksempel på, hvad der sker i mange storbyer i disse år.
- Udfordringen i store bebyggelser fra 50'erne og 60'erne er, at de nok er velment tænkt i deres samtid, men de fungerer ikke i deres monofunktionalitet, de er lukkede om sig selv med en centerpub og et butikscenter og almene boliger for resten, siger Frank Jensen til Politiken.
Han understreger, at en stor del af investeringen betaler sig hjem ved grundsalg i området.
Tingbjerg er på regeringens ghettoliste og kendt for skuddrab og store sociale problemer.
Birthe Qasem, formand for fsb, det ene af to boligselskaber i området, er begejstret over visionen, men fortæller også, at de to afdelingsbestyrelser er forbavsede over, hvor meget der skal ske.
- Samtidig er det meget svært at diskutere, fordi det stadig mest er overordnede tanker. Vi ved ikke ret meget om, hvordan beboerne tager imod det, når de på et tidspunkt skal stemme om det, siger hun til Politiken.
Den netop afgåede regering indgik i 2013 aftaler med 29 kommuner om inden 2020 at halvere antallet på 29 boligområder, der ligesom Tingbjerg figurerer på 'ghettolisten'