Kommunal regnefejl får plejefirma til at trække sig

Infrastruktur

11/09/2014 11:09

Nick Allentoft

Forenede Care, der står for hjemmeplejen i Holbæk Kommunes distrikt Øst, som dækker Regstrup, Vipperød og Tølløse, har efter halvandet år valgt at trække sig fra opgaven - fire år før tid med virkning fra juni næste år.

Forenede Care, der står for hjemmeplejen i Holbæk Kommunes distrikt Øst, som dækker Regstrup, Vipperød og Tølløse, har efter halvandet år valgt at trække sig fra opgaven - fire år før tid med virkning fra juni næste år.

Den besked fik borgerne i de pågældende områder og personalet torsdag morgen, skriver dagbladet Nordvestnyt.

Ifølge administrerende direktør for Forenede Care, Thomas Nistrup, har firmaet blandt andet valgt at trække sig på grund en regnefejl i kommunens udbudsmateriale, hvor udgifterne var sat 1,4 mio. kr. for lavt.

- Vi har haft en konstruktiv dialog med kommunen om, hvordan det her kunne løses. Problemet er bare, at over hele kontraktperioden bliver beløbet så stort at juraen gør, at man ikke bare kan handle af i porten, siger Thomas Nistrup, som erkender, at Forenede Care også har nogle ting, som de kunne have gjort bedre i driften.

Kenn Thomsen, Holbæk Kommunes direktør for ældre og sundhed, bekræfter regnefejlen i udbuddet.

- Det er rigtig uheldigt, og vi kan kun beklage. Da vi blev gjort opmærksomme på fejlen, forhandlede vi med Forenede Care, og vi har godtgjort de 1,4 millioner, siger Kenn Thomsen til dagbladet Nordvestnyt.

Onsdag aften besluttede et flertal i Holbæk Byråd at hjemtage opgaven med hjemmeplejen i distrikt øst i stedet for at sende den i udbud igen.

Virksomhedsoverdragelsen, som inkluderer de over 100 ansatte i hjemmeplejen, kan allerede komme ved årsskiftet, da Forenede Care har ytret ønske om at komme ud af samarbejdet hurtigst muligt.

Uanset hvornår det sker, skal borgerne dog ikke være bekymrede, fortæller borgmesteren.

- Det får ingen konsekvenser for borgere, at Forenede Care har trukket sig. For de fortsætter, indtil der er fundet en anden løsning, siger han.

Plejecenteret Kastanjely i Svinninge, som Forenede Care også driver, fortsætter som hidtil.

Mest Læste

Annonce