LA håb om topskattelettelser kvæles langsomt

Politik

18/09/2015 08:34

Nick Allentoft

S siger blankt nej til lavere topskat, mens DF holder lille dør åben. LA har tidligere meldt klart ud, at parlamentarisk støtte kræver indflydelse på mærkesager.
Efter mange sværdslag lykkedes det i sommer Liberal Alliances politiske leder, Anders Samuelsen, at få regeringen til at skrive en ambition om at nedsætte topskatten ind i regeringsgrundlaget.Det blev til en ambition om at topskatten skal ned med fem procent.

- Vores holdning er meget klart, at det økonomiske råderum, vi har, og som er blevet skabt igennem de senere år, vil vi gerne bruge på velfærdssamfundet. Vi vil ikke være med til en skattereform, der har et ensidigt fokus på, at det skal være dem med de højeste lønninger, der skal have lettelser i skatten, siger Mette Frederiksen.

Hvis statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil have flertal for at nedsætte topskatten, så må han derfor overbevise Dansk Folkeparti om at lægge stemmer til, og herfra lukker man hellere døren til topskattelettelser helt.   - Det står overhovedet ikke på vores liste, og vi ønsker sådan set heller ikke topskattelettelser. Hvis vi skal kigge på skattelettelser skal det være i bunden, så det bliver mere attraktivt at arbejde, fastslår finansordfører René Christensen efter udmeldingen fra Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen..   Dermed ser det ud til, at det kan blive svært for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) at finde flertal for de skattelettelser, der er så vigtige for Liberal Alliance, og som er med til at holde ham ved magten. René Christensen understreger, at Dansk Folkeparti ikke kommer med ultimative krav.   - Når man går til forhandlinger, skal man aldrig have ultimative krav hverken den ene eller den anden vej. Men selvfølgelig har vi sendt nogle meget klare signaler, også til statsministeren, om, at topskattelettelser bestemt ikke står på vores liste, siger han.   Anders Samuelsen har aldrig lagt skjul på, at topskatten er et kardinalpunkt for ham.   Under regeringsforhandlingerne antydede han, at hans parti ligefrem ville trække taburetten væk under statsministeren, hvis topskattelettelserne ikke kom med.   - Jeg har sagt, at vi ikke er bange for noget som helst. En regering kan vælte sig selv, ved at den ikke lytter til sit parlamentariske grundlag, sagde Samuelsen under regeringsforhandlingerne.   Socialdemokraternes formand mener, at mere skattefinansieret velfærd kommer før skattelettelser. Topskatten betales af folk, der tjener mere end en halv million kroner om året, og ifølge Mette Frederiksen er det ikke dem, der har mest brug for at få ekstra penge.   - Efter at vi i nogle år har været igennem en omfattende økonomisk krise, som også har haft en effekt ude i vores daginstitutioner og på vores plejehjem, er tiden kommet til at prioritere velfærdssamfundet, siger hun.   Hvis der skulle vise sig at være råd til både velfærd og skattelettelser, så skal det efter Socialdemokraternes mening være dem med de laveste lønindkomster, der får glæde af det - ikke topskatteyderne, fastslår hun.   LA står fast: Topskattelettelser bliver til noget DF skal nok være til at forhandle med, lyder det optimistisk fra politisk ordfører Simon Emil Ammitzbøll.   - Prøv at høre her: Det bliver til noget. Det står i regeringsgrundlaget. Vi kender heldigvis Dansk Folkeparti som et pragmatisk parti, når det kommer til stykket. Og vi vil også være interesseret i at give dem noget, som de er interesseret i, siger politisk ordfører Simon Emil Ammitzbøll.   Spørgsmål: Men er topskattelettelserne et ultimativt krav fra jeres side?   - Prøv at høre: Vi skal have nedsat den topskat. Og det tror jeg også, vi får. Og det tror jeg blandt andet, fordi Lars Løkke ved, hvor vigtigt det er for os, siger Simon Emil Ammitzbøll.   - Vi vil stå præcist lige så hårdt på kravet, som vi gjorde, dengang regeringen blev dannet i juni. Vi har støttet en regering, der har topskattelettelser med på sit program. Det var en forudsætning dengang, og det vil det også være til foråret, siger han.    

Mest Læste

Annonce