Læge dømt for fusk med forskningsmidler: Friværdi skal betale erstatning

Ledelse

27/11/2015 19:51

Nick Allentoft

Byret siger god for, at læges friværdi kan bruges til at betale erstatningsgæld efter bedragerisag. Sagen om fusk med forskningsmidler har fået Rigshospitalet til at ændre regler.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Ikke alene kunne overlæge Peer Grande fredag vinke farvel til en uplettet straffeattest, da han ved Københavns Byret blev dømt for bedrageri mod Rigshospitalet. Også en væsentlig del friværdien i lægens hus er med dommen ikke længere hans.

Dommen er ikke endelig og kan ankes til Østre Landsret. Men får den lov at stå ved magt, så skal friværdien i lægens bolig bruges til at betale erstatning til Rigshospitalet.

Efter dommen valgte retsformand Helle Hastrup nemlig at nikke ja til en begæring fra sagens anklager, advokaturchef Per Justesen. Begæringen gik på, at en beslaglæggelse, som tidligere er foretaget i friværdien, skal bruges til at erstatte Rigshospitalets tab.   - Det foregår på den måde, at der tidligere i sagen er afsagt en kendelse om beslaglæggelse. Den kendelse er så blevet tinglyst på ejendommen, fortæller Per Justesen.   Hvordan beløbet skal realiseres, så hospitalet kan få sine penge, er uvist. Men det vil i sidste ende kunne betyde, at Rigshospitalet kan kræve huset solgt, hvis ikke pengene kan tilvejebringes på anden måde.   Peer Grande blev fredag dømt for i adskillige tilfælde at have brugt midler fra en forskningskonto, som han administrerede, til private formål.   Pengene gik blandt andet til dyre ure, rejser og tøj, og det var ikke alene i strid med hospitalets retningslinjer på området, men også med straffeloven, hvis altså byrettens dom kommer til at stå ved magt.   Rigshospitalet glæder sig over dom Selvom Rigshospitalet glæder sig over, at Peer Grande, tidligere overlæge på hospitalet, fredag er blevet kendt skyldig i bedrageri, ville man langt hellere have været sagen foruden.   - Jeg finder rettens afgørelse tilfredsstillende, men det er samtidig en sag, som Rigshospitalet gerne ville have været foruden, siger Per Christiansen, hospitalsdirektør på Rigshospitalet, i en pressemeddelelse.   - Der har i de seneste par år været lagt et stort arbejde i at gennemgå dokumentation og i at styrke administration og kontrol af eksterne forskningsmidler, tilføjer han.   Fordi dommen er gjort betinget, slipper Peer Grande for at skulle i fængsel, men retten har bestemt, at overlægen skal sone sin brøde med 250 timers samfundstjeneste. Retten valgte at frifinde overlægen for en række anklager, blandt andet nogle udgifter til tandlæge, men i det store hele fik anklagemyndigheden medhold.   - Den samlede sum udgør 2,3 millioner kroner, fortæller retsformand Helle Hastrup med henvisning til det beløb, som Peer Grande ifølge dommen har bedraget for. Han skal således betale sagens omkrotninger og 2.265.682 kroner til Rigshospitalet.   Svindlen drejer sig blandt andet om udgifter til dyre rolexure, middage og flybilletter. Den begyndte at rulle tilbage i sommeren 2013, hvor Jyllands-Posten bragte de første af en række afsløringer om rod i offentlige forskningsmidler.   Peer Grande arbejder i dag på Nykøbing Falster Sygehus, efter at han blev hjemsendt fra sit arbejde på Rigshospitalet i forbindelse med sagen. Her afventer man konsekvenserne.   Chef om dømt læge: For tidligt at spå om hans fremtid Sygehuset i Nykøbing Falster vil nu kigge nærmere på byrettens dom før der træffes beslutning om, hvorvidt den bedrageridømte læge Peer Grande står til at miste sit arbejde på sygehuset i Nykøbing Falster, hvor han i dag arbejder.   - Nu er dommen kommet, og så må vi sammen med vores jurister vurdere, om det skal have ansættelsesmæssige konsekvenser. Det vil vi altid gøre, hvis en af vores ansatte skulle blive dømt i en straffesag, Arne Cyron til Ritzau.   - Men jeg kan sige, at han har været ansat hos os i et par år, og har udført et rigtig godt stykke arbejde til gavn for mange mennesker, tilføjer han.   Peer Grande blev fredag af Københavns Byret idømt halvandet års betinget fængsel. Fordi dommen er gjort betinget, slipper Peer Grande for at skulle i fængsel, men retten har bestemt, at overlægen skal sone sin brøde med 250 timers samfundstjeneste.   Med dommen har Peer Grande ikke fået frataget retten til at arbejde som læge.    Spørgsmål: Kan der ikke være noget moralsk forkert i at arbejde på et sygehus, når man er blevet kendt skyldig i at have tage fra kassen på Rigshospitalet?   - Jeg kan ikke svare konkret. Det er en personlig holdning. Jeg har et overordnet ansvar for, at blandt andet vores hjertepatenter får en god behandling, hvilket han sammen med kolleger er med til at realisere   - Igen kan jeg sige, at vi nu sammen med vores jurister skal kigge på dommen og forholde os til den, svarer Arne Cyron.   Svindlen drejer sig blandt andet om udgifter til dyre Rolex-ure, middage og flybilletter. Den begyndte at rulle tilbage i sommeren 2013, hvor Jyllands-Posten bragte de første af en række afsløringer om rod i offentlige forskningsmidler.   Region Hovedstaden iværksatte på baggrund af afsløringerne en revisionsundersøgelse, og i forløbet blev fem læger politianmeldt og efterfølgende sigtet.   OVERBLIK: Flere sager om lægers fusk med forskerpenge En række læger er eller har været under mistanke for at bruge forskningspenge privat. Få et overblik her.     Rigshospitalet har politianmeldt i alt fem læger efter mistanke om misbrug af forskningsmidler. Det var omtale i Jyllands-Posten tilbage i 2013, som fik sagen til at rulle. Her er et overblik over sagsforløbet.   Juni 2013: Jyllands-Posten fortæller, at en overlæge har misbrugt eksterne forskningsmidler til private formål.    December 2013:​ Rigshospitalet suspenderer og politianmelder yderligere to overlæger fra Hjertecentret.   Region Hovedstaden strammer administrationen af hospitalernes forskningsbudgetter for at undgå misbrug. Daværende regionrådsformand Vibeke Storm Rasmussen ønsker større transparens og mere kontrol.   Marts 2014: Jyllands-Posten bringer nye afsløringer i sagskomplekset, og Region Hovedstaden iværksætter en kulegravning af samtlige hospitaler i regionen.   Rigshospitalet fastsætter en beløbsgrænse på 700 kroner for en middag i forbindelse med repræsentation   April 2014: Skandalen vokser, da det kommer frem, at Rigshospitalet har pyntet på udgiftsbilag, inden disse blev udleveret til Jyllands-Posten i forbindelse med en aktindsigt.   Jyllands-Posten kommer med nye afsløringer, og Rigshospitalet anmelder endnu en overlæge til politiet. Lægen bliver i samme forbindelse fyret.   Juni 2014: Region Hovedstaden beslutter, at 76 forskeres udgifter skal underkastes en nærmere granskning. Det sker, efter at et revisionsfirma har afsluttet en gennemgang af forskningsprojekter på hospitalets hjertecenter.   Juli 2014: Rigshospitalet politianmelder endnu en hjertelæge.   ​​​September 2014: Efter at have gennemgået mere end 1000 forskningskonti afslutter revisionen sin gennemgang, som også omfatter hjerteafdelingerne i Gentofte og Glostrup. Anbefalingen lyder på en nærmere gennemgang af 59 ud af 366 forskeres udgiftsbilag.   November 2014: Op mod 130 opklarende samtaler med forskere i Region Hovedstaden munder ud i, at 10 af lægerne risikerer sanktioner. Fem er blevet politianmeldt, mens de øvrige fem risikerer personalesager.   ​​December 2014: Politiet sigter yderligere to læger, og antallet af sigtelser er ved udgangen af 2014 oppe på fem.   Januar 2015: Anklagemyndigheden ved Københavns Politi vælger at rejse tiltale mod en af de politianmeldte læger, overlæge Peer Grande. Samtidig vælger anklagemyndigheden at opgive sigtelsen mod en anden læge.   Otte forskere på Rigshospitalet får enten en skriftlig advarsel eller en påtale.   Februar 2015: Folketingets Statsrevisorer kritiserer regionernes tilsyn med hospitalernes forvaltning af eksterne forskningsmidler.   Kritikken falder på baggrund af en undersøgelse fra Rigsrevisionen, som omfatter syv hospitaler: Rigshospitalet, Herlev Hospital, universitetshospitalerne i Aarhus, Aalborg og Odense samt Sygehus Lillebælt og Roskilde Sygehus.   Ved fremlæggelsen giver statsrevisorerne udtryk for et generelt problem, hvor man ingen steder har gjort det godt nok.   April 2015: Anklagemyndigheden rejser ny tiltale. Denne gang mod en 62-årig overlæge, som angiveligt for forskningsmidler har købt kunst og lamper til privat brug. Beløbet i denne sag lyder på 27.000 kroner.   Sagen vil blive behandlet ved retten i begyndelsen af det nye år. September 2015: Retssagen mod overlæge Peer Grande indledes ved Københavns Byret.   Oktober 2015: Anklagemyndigheden frafalder endnu en sigtelse i sagen. Dermed er fire af fem sager afgjort hos anklagemyndigheden. Den sidste sag er fortsat under efterforskning.   November 2015: Peer Grande bliver i Københavns Byret idømt halvandet års betinget fængsel og 250 timers samfundstjeneste.   Han dømmes for bedrageri for 2,3 millioner kroner. Pengene skal Peer Grande, der i dag arbejder på Nykøbing Falster Sygehus, betale tilbage, og dommen har desuden den konsekvens, at han ikke længere må modtage, forvalte eller på anden måde administrere offentlige eller private midler.   Kilder: Rigshospitalet, Københavns Politi, Jyllands-Posten og Ritzau /ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.