Der er i dag markant flere borgere, der bliver ansat i små fleksjob rundt om i landet, end det var tilfældet for blot få år siden.
Det viser en analyse, som Kommunernes Landsforenings nyhedsbrev, Momentum, har foretaget på baggrund af tal fra Jobindsats.dk.
Stigningen kommer, efter at der i 2013 blev indført en reform af førtidspension og fleksjob. Den betød blandt andet, at det ikke længere var et krav, at man skulle arbejde 12 timer om ugen.
Det betyder, at mange har skiftet tilværelsen som førtidspensionist ud med et fleksjob som alt fra pedel til buschauffør eller kirkegårdsmedhjælper.
Over halvdelen arbejder mellem en og ti timer om ugen.
Billund er en af de kommuner, der har oplevet en markant stigning i antallet af fleksjob. Det siger teamleder i kommunens jobcenter, Laila Hansen.
- Der kan være mange årsager til, at de kun kan bestride et job få timer om ugen. Det kan være sygdom, ulykke og nedslidning. Det kan være en psykisk diagnose eller smerter, siger hun til Momentum.
Ofte er det mindre virksomheder, der tilbyder de små fleksjob. Det siger Mona Larsen, seniorforsker hos Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) og medforfatter til rapporten "Borgere i fleksjob efter reformen".
- Og man kan forestille sig, at det er fordi, at virksomhederne kan få noget hjælp, som de ellers ikke havde råd til, siger Mona Larsen til Ritzau.
Siden fleksjobreformen i 2013 har man fået fat i en ny gruppe, siger hun.
- Det ser ud som om, at der kommer flere folk, som egentlig havde forestillet sig, at de skulle visiteres til førtidspension, men som nu har fået et fleksjob i stedet, lyder det fra Mona Larsen.
I september 2012 var antallet af personer i fleksjob 51.591. I september i år var antallet 66.350, hvilket svarer til en stigning på 29 procent.
/ritzau/