Ledelseskollaps i Danmarks største A-kasse

Ledelse

18/12/2018 07:17

Nick Allentoft

Flere bestyrelsesmedlemmer og personer fra den daglige ledelse trækker sig fra Akademikernes A-kasse efter skandalehistorier.
 

Formanden for Akademikernes A-kasse, Allan Luplau, og to næstformænd trækker sig den 4. januar.

Det oplyser a-kassen i en pressemeddelelse.

Det vil ske på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde. Her vil formandskabet trække sig, så der kan vælges en ny formand.

Læs om skandalerne

Vi samler historier om skandaler og sager på tagget "skandaler". Interesseret i at lære og mindes, så klik her.

- En samlet bestyrelse i AKA takker formandskabet bestående af Allan Luplau (formand), Bolette Sillassen og Ole Helby (næstformænd) for en flot indsats for AKA, skiver a-kassen i meddelelsen.

Desuden har den konstituerede direktør, Britt Dyg Haun, og sekretariatschef Line Verbik Byriel allerede mandag fratrådt deres stillinger. Det sker ifølge a-kassen "efter gensidig aftale med bestyrelsen".

A-kassen skriver, at fratrædelsen skyldes "det pres, de har været under, kombineret med et behov for ledelsesmæssigt at give AKA en frisk start".

Vicedirektør Mette Gregersen konstitueres som administrerende direktør frem til ansættelsen af en ny administrerende direktør, oplyser a-kassen.

Fratrædelserne kommer efter flere måneders turbulens i a-kassen i kølvandet på, at a-kassen i september besluttede at fyre den daværende administrerende direktør, Michael Valentin.

Ifølge Ekstra Bladet er den tidligere direktør to gange blevet meldt til politiet.

Blandt andet er der beskyldninger om betalte middage i hans private villa på Frederiksberg og en privat fødselsdagsfest i landets største a-kasses lokaler.

Desuden beskyldes Michael Valentin for at have modtaget returkommission i form af vinrejser.

A-kassen oplyser, at den blev opmærksom på en række forhold omkring hans dispositioner og ledelse i a-kassen.

Derfor bad Akademikernes A-kasse sit revisionsfirma om at gennemgå alle forhold omkring Michael Valentins økonomiske dispositioner i a-kassen.

Desuden blev der igangsat en ekstern advokatundersøgelse.

- I den over 100 sider lange advokatundersøgelse lyder konklusionen, at hverken bestyrelsen, formandskabet eller den tilbageværende ledelse kan drages til ansvar for de forhold, som førte til afskedigelsen af den tidligere direktør, skiver a-kassen i sin pressemeddelelse.

På baggrund af undersøgelsen har a-kassen iværksat ”nødvendige juridiske skridt” mod Michael Valentin. Den kommer dog ikke ind på hvilke, da det ifølge a-kassen ikke er lovligt at offentliggøre.

A-kassen skriver, at hverken Mette Gregersen, Britt Dyg Haun eller Line Verbik Byriel er en del af den sag, som nu får et juridisk efterspil.

 

Medarbejdere i a-kasse håber nyt formandskab kan skabe ro Hos a-kassens medarbejderstab håber man, at det nu kan skabe ro i organisationen. Det fortæller tillidsrepræsentant Thomas Høyer-Nielsen.

- Jeg er meget lettet over, at vi nu får en afklaring af situationen i Akademikernes A-kasse, for der er brug for en ny ledelse, så vi igen kan få skabt ro og tillid til vores a-kasse. Det tror vi, at der kommer nu, siger tillidsrepræsentanten.

Historierne i pressen har påvirket a-kassens medarbejdere, fortæller Thomas Høyer-Nielsen.

- Det er frustrerende at læse i medierne, hvad der er foregået på ens egen arbejdsplads. Så man er jo rystet og ked af det over det, siger han.

Akademikernes A-kasse har haft en ekstern advokatundersøgelse af sagen. 

Den konkluderer, at hverken bestyrelsen, formandskabet eller den tilbageværende ledelse kan drages til ansvar for de forhold, som førte til fyringen af Michael Valentin.

Desuden har Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering iværksat en tilsynsundersøgelse om afskedigelsen af Michael Valentin. Den er endnu ikke kommet med sine konklusioner.

 

FAKTA: Akademikernes A-kasse er landets største

Mandag meddelte flere ledende medarbejdere i Akademikernes A-kasse, at de trækker sig fra deres poster. 

Det drejer sig blandt andet om bestyrelsesformand Allan Luplau samt den konstitueret administrerende direktør, Britt Dyg Haun. 

Her kan du læse mere om Akademikernes A-kasse:

* Akademikernes A-kasse blev etableret 1. juli 2013 efter en fusion af a-kasserne Akademikernes A-kasse og Ingeniørernes A-kasse.

* A-kassen har cirka 230.000 medlemmer og er landets største a-kasse.

* Medlemmerne er både selvstændige og lønmodtagere fra det offentlige og private arbejdsmarked.

* Cirka 25.000 af medlemmerne er studerende fra universiteter og højere læreanstalter.

* Ingeniørforeningen i Danmark (IDA) og Djøf er de to største medlemsorganisationer og repræsenterer tilsammen cirka to tredjedele af Akademikernes A-kasses medlemmer.

* A-kassen har hovedkontor i København og har 210 medarbejdere fordelt i hele landet.

* Akademikernes A-kasse er en selvstændig forening og en statsanerkendt arbejdsløshedskasse. Repræsentantskabet er a-kassens øverste myndighed. Det består af bestyrelsesformanden og repræsentanter for de 21 medlemsorganisationer.

* Medlemmerne vælger repræsentantskabet, og repræsentantskabet vælger bestyrelse og formand.

Kilder: Akademikernes A-kasse.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce