Liberal Alliance og Konservative betaler støtte tilbage

Politik

27/10/2016 08:10

Nick Allentoft

To borgerlige partier må betale støtte givet til EU-oplysning tilbage til Europa-Nævnet, skriver Berlingske.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance skal begge betale støttekroner tilbage til Europa-Nævnet. Det skriver Berlingske.

Ifølge en aktindsigt søgt af avisen har de to partier brugt penge fra staten øremærket til EU-oplysning til arrangementer, der ikke var berettiget støtte.

Liberal Alliance skal betale 60.000 kroner tilbage, da partiet havde brugt pengene på debatter på Folkemødet på Bornholm om licens og public service, offentlige ydelser og forskelle mellem dansk og svensk politik.

Det Konservative Folkeparti skal betale 27.000 kroner, der er blevet brugt til almindelige driftsudgifter.

- Vi har ganske enkelt forholdt os til, hvad indholdet af aktiviteterne har været, og om det stemmer overens med formålet om, at det skal fremme debat og oplysning om Europa. 

- Og i disse to eksempler har vi altså vurderet, at indholdet ikke har levet op til formålet – eller til det, partierne på forhånd ansøgte om, siger Anne-Marie Meldgaard (S), formand for Europa-Nævnet, til Berlingske.

Hos Liberal Alliance erkender man, at pengene er brugt forkert. Partiet oplyser til avisen, at der er tale om en fejl.

- Vi lægger os fladt ned. Det er helt uacceptabelt og utilstedeligt, det der er sket. 

- Det er sket uden vores vidende, og derfor har den ansvarlige medarbejder modtaget en skriftlig advarsel og er blevet flyttet fra ansvarsområdet, skriver landsformand Leif Mikkelsen i en mail til Berlingske.

Den konservative partisekretær, Søren Vandsø, beklager forløbet.

- Vi er glade for den grundige kontrol, Europa-Nævnet udfører, fordi de i god ro og orden gjorde os opmærksomme på fejlen, så vi kunne refundere beløbet. Men vi beklager den nu alligevel meget, siger han i en mail.

Europa-Nævnet fortæller til Berlingske, at man ikke vurderer, at der har været tale om ond vilje hos hverken Det Konservative Folkeparti eller Liberal Alliance.

Europa-Nævnet er nedsat at Folketinget og uddeler ifølge sin hjemmeside hvert år omkring 20 millioner kroner til at fremme "debat og oplysning" om Europa.

Nævnet består af fem medlemmer, der indstilles af de største partier i Folketinget og skal godkendes af kulturministeren.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.