LO får sin første kvindelige formand

Ledelse

27/10/2015 11:05

Nick Allentoft

Forhåndsfavoritten Lizette Risgaard vinder overbevisende i kampen om at efterfølge Harald Børsting.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Lizette Risgaard er ny formand for LO. Det står klart efter optællingen af stemmerne på LO's kongres i Aalborg. 

Risgaard, der siden 2007 har været næstformand for LO, vinder valget med 312 stemmer. Modkandidaten Flemming Vinther, der er formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening fik 87 stemmer.

Dermed har LO for første gang i historien fået en kvindelig formand.

Risgaard varsler en mere åben stil i LO. Efter hendes mening er befolkningens opbakning helt afgørende.

- Vi skal være helt klare i spyttet, være åbne, være til stede og ville dialogen, siger hun i sin valgtale. Det handler ikke om at have ret, for det har vi. Det handler om at få ret, også på tv, Facebook og Twitter, lød det i talen.

Læs også: Udvider ledelsen for at få plads til fremtidens mand

Risgaard blev kendt i den bredere offentlighed, da hun tidligere på året stod i spidsen for fagbevægelsens kamp mod det irske lavprisselskab Ryanair. Den kamp tager Risgaard gerne igen, lader hun forstå.

- Ham ireren kom, han så, og han tabte. Han kan bare komme igen, for han vil tabe igen, siger hun.

Der var ikke den store tvivl om udfaldet af valget, da Risgaard på forhånd havde sikret sig opbakning fra en række store forbund, blandt andet 3F og HK/Privat. 

Samlet set havde hun opbakning fra forbund, der repræsenterer omkring 700.000 af LO-forbundenes cirka en million medlemmer. 

Men da de delegerede på kongressen ikke er forpligtet til at følge hovedbestyrelsernes anbefalinger, var der ikke sikkerhed for, hvor mange stemmer hun reelt ville ende med at få.

Arne Grevsen fra 3F er uden modkandidater valgt som den af fire næstformænd, der er formandens stedfortræder.

De øvrige tre næstformænd er Ejner K. Holst, der har været medlem af LO's daglige ledelse siden 2007, Nanna Højlund fra FOA og Morten Skov Christiansen, der kommer fra en post som formand for LO Hovedstaden. 

De er ligeledes valgt uden modkandidater.

Den tidligere LO-formand, Harald Børsting, kunne ikke genopstille, da LO hidtil har haft en aldersgrænse, der betød, at man ikke kunne stille op, efter man var fyldt 61 år.

De regler er nu blevet lavet om, så LO's aldersgrænse fremover følger den almindelige folkepensionsalder.

 

BLÅ BOG: LO-formand Lizette Risgaard Navn: Lizette Risgaard Alder: 55 år Fødested: Kalundborg Datter af: Knud Erik Christensen og Ketty Christensen  Nationalitet: Dansker Bopæl: Rødovre Uddannelse: Uddannet kontorassistent, master i public administration, MPA. Civilstand: Gift med Per Risgaard siden 1989   Karriere:  1980-1984: Kontorfunktionær, Husligt Arbejder Forbund   1984-1987: Kontorfunktionær, Litografisk Forbund   1987-2000: Kontorfunktionær, TIB (tidl. Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark)   2000-2007: Næstformand, LO-Storkøbenhavn   2000-2007: Formand, HK/Service København   2007-2015: Næstformand, LO   2015-: Formand, LO   Kilder: LO, Kraks Blå Bog   /ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.