Antallet af uledsagede børn, der søger asyl i Danmark, er steget drastisk, skriver DR Nyheder. De foreløbige tal fra november og december sidste år viser ifølge DR, at der ankom henholdsvis 480 og omkring 350 uledsagede flygtningebørn. Det foreløbige tal for den første uge af januar er omkring 80.
Flygtninge overblik
Tusinder og atter tusinder af mennesker kommer i øjeblikket til Europa for at flygte fra forfølgelse og krig med drømmen om et liv i tryghed. Debatten raser om, hvad Europa skal gøre, og hvad Danmark selv skal gøre. Vi samler væsentlige og udvalgte relevante artikler på denne temaside.
Niels Svankjær Christiansen, der er udviklingskonsulent i Dansk Røde Kors med ansvar for uledsagede flygtningebørn, fortæller, at Røde Kors netop nu mærker det voldsomme tryk på systemet omkring børnene:
- Det er en markant forøgelse af børn på flugt, som vi ser i de her år. Det er ofte unge drenge fra Syrien, Afghanistan og Eritrea.
- Vi har i øjeblikket den største flygtningekrise siden Anden Verdenskrig, og at der kommer så mange uledsagede har helt klart noget at gøre med de konflikter, som vi ser udspille sig.
Lige nu kommer der ifølge DR hver måned ligeså mange flygtningebørn under 18 år alene til Danmark, som der gjorde hvert år i 2011, 2012 og 2013.
Regeringen har lige nu særlig fokus på stigningen, siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) til DR.
Blandt andet fordi uledsagede børn typisk kommer uden id-papirer, og med den svenske id-kontrol ikke kan komme ind i Sverige.
- Som det er nu, kan vi godt klare andelen af uledsagede flygtningebørn, som vi får til Danmark, men det er noget af det, som er med til at presse systemet, fordi det er så krævende, siger ministeren.
- Så det er en stor og omkostningsfuld opgave, men man må også sige, at når man har med børn at gøre, der kommer hertil uden forældre, så skal vi altså tage os rigtig godt af dem, siger hun.
Hun afviser samtidig, at der er behov for yderligere handlingsplaner for de mange uledsagede flygtningebørn.
- Der bliver allerede taget særlige hensyn til de her børn. De bor særlige steder, og der er lang større pædagogisk og psykologisk opbakning omkring dem.