Messerschmidt får indskærpet regler efter EU-betalt video

Politik

23/10/2015 10:21

Nick Allentoft

EU-Parlamentet vil minde Morten Messerschmidt om regler efter brug af midler til video om retsforbehold.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En EU-finansieret video på Dansk Folkepartis hjemmeside får nu Europaparlamentet til at genopfriske reglerne for Morten Messerschmidt, skriver Politiken.

- Angående videoklippet fra 2015 kan jeg sige, at der vil komme en påmindelse om reglerne til hr. Messerschmidt. Vi kan ikke gå i yderligere detaljer om proceduren for ikke at forstyrre proceduren, siger pressechefen for Europaparlamentet, Marjory van den Broeke, til Politiken.

Videoen ligger på Dansk Folkepartis hjemmeside om folkeafstemningen 3. december under overskriften: "Bevar det danske retsforbehold".

Morten Messerschmidts stemme ledsager videoens tegneseriestreger. Han siger blandt andet, at hvis man vil fastholde udlændingepolitikken i Danmark, skal man stemme nej til at omdanne retsforbeholdet til en tilvalgsordning.

Budskabet slås fast i videoens sidste ord: "Stem nej".

Nederst på skærmen kan man se, at videoen er lavet med penge fra Meld (Movement for a Europe of Liberties and Democracies), en partialliance i EU, som Dansk Folkeparti er medlem af, og hvor Morten Messerschmidt sidder i bestyrelsen. 

Disse midler, som kommer fra Europaparlamentets budget, må ifølge den gældende EU-forordning ikke bruges til "at finansiere folkeafstemningskampagner", skriver Politiken.

Morten Messerschmidt mener imidlertid ikke, at der er tale om en kampagne.

- Filmen er lavet, længe inden vi overhovedet kendte datoen for folkeafstemning. Jeg mener, den lå færdig allerede i maj. Datoen blev jo først kendt i juli – og er i øvrigt ikke vedtaget, før Folketinget tredjebehandler loven. 

- Så jeg ser mest filmen som generel information om opt in'en (tilvalgsordningen, red.). Det er inden for skiven, siger Morten Messerschmidt til Politiken.

Han tilføjer, at der gælder en regel om, at midlerne ikke "må bruges op til tre uger før et valg/afstemning".

Marjory van den Broeke slår imidlertid fast, at der ikke findes en sådan regel for de pågældende midler. 

- Reglerne er meget, meget klare: Der må ikke føres kampagne for disse EU-midler ved regionale og nationale valg eller folkeafstemninger. Basta. Punktum. Det er mejslet i granit, siger Marjory van den Broeke til Politiken.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.