Minister: Penge at spare med statslån til almenboliger

Infrastruktur

21/06/2017 08:31

Nick Allentoft

Der er milliarder at spare for det offentlige, hvis man skifter realkreditlån ud med statslån, siger LA-minister Ole Birk Olesen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) ser ikke noget usædvanligt i, at han som liberal minister nu går i brechen for, at staten fremover skal låne penge ud til byggeri.

For der er penge at spare ved at droppe realkreditlån og i stedet finansiere byggeri og renovering af almene boliger ved at sælge statsobligationer.

- Staten giver ydelsesstøtte til de løbende omkostninger på de lån, som almenboligsektoren optager.

- Og da statslån er billigere end realkreditlånene, vil den støtte blive mindre fremover, hvis vores forslag bliver vedtaget.

- Dermed sparer staten og i sidste ende også skatteyderne penge, og de penge kan vi bruge til andre gode formål, siger han.

Dermed er der altså ikke udsigt til, at besparelserne på lånene kommer lejerne direkte til gode.

- Huslejen er beregnet ud fra, at beboerne skal betale en vis procent af byggeomkostningerne og driften.

- Disse udgifter ændrer sig ikke med forslaget, og derfor ændrer beboernes husleje sig heller ikke, forklarer han.

Han ser ikke noget problem i, at staten med denne manøvre fortrænger private realkreditvirksomheder fra et stort forretningsområde.

- Selvfølgelig vil realkreditten have så mange kunder som muligt, men den har jo ikke krav på at låne penge ud til den almene boligsektor.

- Hvis vi kan se, at vi kan få en besparelse ved at give statslån, så gør vi det.

Lovforslaget gælder ikke kun lån til fremtidige almenboliger. Det er også planen at omlægge eksisterende realkreditlån til statslån.

Realkreditselskaberne låner i øjeblikket cirka 180 milliarder kroner ud til alment boligbyggeri.

Det er ministeriets vurdering, at man årligt kan spare 1,2 procent af det lånebeløb, der fremover skal finansieres af det offentlige.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.