Norden peger på Thorning som FN's flygtningehøjkommissær

Politik

02/10/2015 13:41

Suleman Haider

Danmarks nordiske naboer støtter Thornings kandidatur til FN-job - men Sverige stiller også krav.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Sverige, Norge og Finland støtter alle tre tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) kandidatur til posten som FN's næste flygtningehøjkommissær.

Det skriver Jyllands-Posten, der har fået det bekræftet fra de tre landes regeringer.

Sverige, som tidligere har forholdt sig afventende, peger nu åbent på Thorning og lægger blandt andet vægt på, at hun er fra Norden og indtil videre den eneste kandidat med erfaring som regeringschef.

Men hvis Thorning ender med at lande jobbet, vil hun også blive mødt af svenske krav.

- Hun er en stærk kandidat, men vi kommer til at have stærke krav til den, som bliver flygtningehøjkommissær. Ikke mindst i spørgsmålet om lovlige veje for flygtninge ind i EU, som er vigtigt for Sverige, skriver udenrigsminister Margot Wallstrøms (S) pressesekretær til avisen.

Den norske, konservative udenrigsminister Børge Brende fremhæver også, at Thorning kommer fra et land i Norden.

- Helle Thorning-Schmidt er en meget kompetent politiker og en god kandidat. UNHCR trænger til en stærk og tydelig leder i den vanskelige situation, som verden står i med flere store humanitære kriser, skriver Børge Brende i en kommentar til Jyllands-Posten.

Der er ifølge avisens FN-kilder 14 personer, som har søgt jobbet. Men indtil videre er der kun tre kandidater, der er offentligt kendte.

Ud over Thorning er det den tyske diplomat Achim Steiner og italieneren Filippo Grandi, der også har erfaring fra diplomatiet.

Som flygtningehøjkommissær bliver man diplomatisk topchef for UNHCR, FN's Flygtningehøjkommissariat, hvis primære opgave er at sørge for beskyttelse og hjælp til verdens flygtninge og statsløse.

I øjeblikket er det portugisiske António Guterres, som er FN's flygtningehøjkommissær. Han stopper ved udgangen af året.

Thorning sidder lige nu i Folketingets Præsidium, hvor hun indtrådte, efter at SR-regeringen blev væltet ved folketingsvalget i juni.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.