Norge vil holde asylansøgere væk med Facebook-side

Politik

09/11/2015 13:26

Nick Allentoft

Norge har planer om at stramme asylpolitikken, og regeringen har derfor lavet en Facebook-side om planerne.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den norske regering har lanceret en Facebook-side, der skal afskrække personer uden beskyttelsesbehov mod at sætte kursen mod Norge.

"Strengere asylforordninger i Norge" hedder siden. Her er der en liste over nogle af de stramninger, som regeringen vil gennemføre på asylområdet.

På siden står blandt andet, at regeringen vil sætte ydelserne til asylansøgere ned samt begrænse muligheden for familiesammenføring.

- Ikke alle, som kommer til Norge, har ret til beskyttelse i henhold til flygtningekonventionen.

- Personer, hvis ansøgning bliver afvist, skal vende tilbage til deres hjemland. Hvis du ikke tager af sted frivilligt, vil du blive sendt hjem med magt. De norske autoriteter ønsker derfor at oplyse om de nuværende regler og den planlagte stramning af Norges asylpolitik, står der på siden, der blev oprettet fredag.

Facebook-siden er på engelsk, og det er ifølge det norske medie Aftenposten planen, at den skal oversættes til sprog som russisk, arabisk, dari og pashto.

Den norske regerings arbejde for at sende asylansøgere tilbage til Eritrea og Irak, nævnes også på listen. Det har vakt kritik fra menneskerettighedsorganisationen Amnesty International.

- Regeringen vælger med sådan en kampagne at skræmme mennesker væk, som kan have et reelt beskyttelsesbehov og er på flugt. Budskabet til disse flygtninge er, at Norge arbejder for at få en hjemsendelsesaftale, så flygtningene kan glemme alt om at komme hertil, siger politisk rådgiver i Amnesty Beate Ekeløve-Slydal til Aftenposten.

Norge er ikke ene om at bruge forskellige midler til at fortælle om landets asylpolitik.

I begyndelsen af september indrykkede udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) asylannoncer i libanesiske aviser. De indeholdt informationer om de forringede vilkår for flygtninge og migranter i Danmark.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.