Ny dom: Elever har ret til feriefridage og fritvalgskroner

Ledelse

17/11/2014 13:34

Suleman Haider

Elever har ikke bare ret til grundløn og pension, men også feriefridage og en fritvalgskonto. Det slår Højesteret fast i en ny principiel dom, skriver Avisen.dk.

Derfor får en kontorelev nu en godtgørelse på 64.000 kroner fra sin tidligere arbejdsgiver, Registrerede Revisorer A/S. Hun har hverken fået indbetalt penge på sin fritvalgskonto eller fået kompensation for de feriefridage, hun ikke har afholdt.

"Sagen afgør det langvarige slagsmål, vi har haft med arbejdsgiverne om elevernes ret til feriefridage og fritvalgskonto. Det har taget fire år med retssager, og det har givet pote," siger René Knudsen, der er formand for HK Service Hovedstaden, ifølge Avisen.dk.

Sagen får betydning for alle de arbejdsgivere, der har elever og lærlinge, men ingen overenskomst. For selvom de andre ansatte ikke er dækket af en overenskomst, så er eleverne, og derfor har de ret til fritvalgskonto og feriefridage, slår Højesteret fast.

"Rigtig mange arbejdsgivere uden overenskomst vil ikke anerkende, at elever har krav på de løndele. Men det har de, og det har vi nu fået stort på hvidt fra syv enige Højesteretsdommere," siger Klara Hoffrits, der er advokat i HK/Privat, ifølge Avisen.dk.

For nylig afgjorde Højesteret, at elever og lærlinge har ret til pension, selvom den virksomhed, hvor de er i praktik, ikke har overenskomst. Det samme gælder altså feriefridage og fritvalgskontoen.

 

 

 

Mest Læste

Annonce