Ny rapport: Optagelsessamtaler mindsker frafald på læreruddannelse

Ledelse

14/03/2016 09:51

Nick Allentoft

Optagelsessamtaler for ansøgere til læreruddannelsen sænker frafald og hæver fagligt niveau, viser evaluering, som du kan hente her.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det faglige niveau er hævet, og frafaldet er mindsket på læreruddannelsen.

Det viser en ny evaluering, som Danske Professionshøjskoler og Styrelsen for Videregående Uddannelse har lavet i kølvandet på, at der i 2012 blev indført optagelsessamtaler blandt kvote 2-ansøgere til læreruddannelsen.

Udviklingen glæder uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V).

- Det er meget glædeligt, at vi tilsyneladende har fundet et godt værktøj til at afdække ansøgernes forudsætninger for at påbegynde læreruddannelsen, siger hun.

Optagelsessamtalerne blev indført i 2012 for kvote 2-ansøgere samtidig med, at karakterkravet under kvote 1 blev hævet til 7.

Under optagelsessamtalerne testes ansøgernes motivation, faglige forståelse, samarbejds- og kommunikationsevner.

Et af formålene er at mindske frafaldet på læreruddannelsen, og det ser ud til at være lykkedes.

I 2012 var frafaldet 17 procent for de studerende på første studieår, mens det i 2014 var faldet til 13 procent. 

Blandt de lærerstuderende er der tilfredshed med optagelsessamtalerne.

- Det er mit indtryk, når jeg er rundt at snakke med studerende, at de er glade for samtalerne, og at de, der er kommet igennem samtalerne, har fået en idé om, hvad læreruddannelsen går ud på, siger formand for Lærerstuderendes Landskreds Christian Dalby.

- At frafaldet falder er bare en god nyhed, som passer godt til det, som var ambitionen med samtalerne, siger han.

Formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen er enig i, at optagelsessamtalerne er et godt redskab til at vurdere, om en ansøger er egnet som folkeskolelærer.

Men træerne vokser ikke ind i himlen af den grund, understreger han.

- Der er stadig et ekstremt højt frafald fra læreruddannelsen i Danmark sammenlignet med for eksempel Finland, siger Anders Bondo Christensen.

Han mener, at den største udfordring er at gøre det mere attraktivt at være lærer og skaffe tilstrækkelig mange ansøgere til uddannelsen.

Fristen for at søge ind på læreruddannelsen under kvote 2 er tirsdag 15. marts.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.