Nyheder fra Danmark i kort form

Politik

08/12/2014 09:22

Suleman Haider

Ombudsmand overvejer at undersøge Eritrea-rapport, Flertal vil undersøge ministres roller i Eritrea-sag, Forsvarsadvokat melder politikere til politiet, Tonsvis af giftig olie fra Shell forurener Lillebælt, En 27-årig mand er fængslet for drabsforsøg på sin mor, Regeringen vil have bedre mobil- og bredbåndsdækning, Kvinde ville sælge stjålet Scherfig-maleri på nettet, Horns Rev sendes i udbud efter pengestrid, Dansk Erhverv: Indslusningslønnen er overflødig

Ombudsmand overvejer at undersøge Eritrea-rapport

KØBENHAVN: Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, overvejer at gå ind i sagen om Udlændingestyrelsens omdiskuterede rapport om forholdene i Eritrea, oplyser han til DR. I Udlændingestyrelsen står vicedirektør Lykke Sørensen klar til at hjælpe ombudsmanden. - Vi vil naturligvis oplyse Folketingets Ombudsmand nøje om de forhold, der måtte ønskes belyst, skriver hun i en kort kommentar til Ritzau. Udlændingestyrelsens rapport fik i sidste weekend en hård medfart, da professor Gaim Kibreab, den eneste navngivne kilde i rapporten, trak sig fra rapporten, fordi han følte sig forrådt og misbrugt af de danske embedsmænd. 

Flertal vil undersøge ministres roller i Eritrea-sag

Venstre kræver nu en undersøgelse af justitsminister Mette Frederiksen (S) og hendes forgænger Karen Hækkerups (S) involvering i den såkaldte Eritrea-sag. Forslaget møder opbakning fra et politisk flertal bestående af Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti, skriver Berlingske. Frederiksen afkrævede fredag Udlændingestyrelsen en redegørelse om Eritrea-rapporten, men et flertal i Folketinget mener, at der også bør sættes fokus på de to skiftende justitsministres ansvar i sagen. - Det er fint med en redegørelse fra Udlændingestyrelsen, men vi ønsker også en redegørelse for ministerens rolle. Ministeren forsøger at gøre det her til alle mulige andres problem. Hun må tage det politiske ansvar selv, siger Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, til Berlingske.

Forsvarsadvokat melder politikere til politiet

KØBENHAVN: Udlændingeordfører Karsten Lauritzen (V) og retsordfører Trine Bramsen (S) blev sent søndag aften omfattet af en politianmeldelse mod en række folketingspolitikere, der har udtalt sig om retssagen mod Sam Mansour, der er idømt fire års fængsel. Det oplyser dansk-marokkanerens forsvarsadvokat, Thorkild Høyer, til Ritzau. Søndag blev Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, samt værdiordfører Pia Kjærsgaard (DF), udlændingeordfører Martin Henriksen (DF) og retsordfører Peter Skaarup (DF) derfor politianmeldt af forsvarsadvokaten. 

Tonsvis af giftig olie fra Shell forurener Lillebælt

FREDERICIA: I årevis er der sivet tonsvis af diesel og petroleum ud af gennemtærede tanke på Shells havneterminal i Fredericia. Olien er sivet ned i de omkringliggende jordlag, hvor resterne nu siver ud i Lillebælt. Det viser 21 Søndags gennemgang af en lang række rapporter og analyser af forureningssagen. Olieudslippet har formentlig fundet sted tilbage i 1970'erne og 1980'erne. I 1985 opdager myndighederne, at flere af de gamle tanke var gennemtærede og lækkede olie direkte ned i undergrunden. Eksperter skønnede dengang, at omkring 150.000 liter olie var sivet ud af tankene. 

En 27-årig mand er fængslet for drabsforsøg på sin mor 

HELSINGØR: En 27-årig mand blev søndag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Hillerød, sigtet for drabsforsøg på sin egen mor. Manden blev varetægtsfængslet i såkaldt surrogat, hvilket betyder, at han ikke bliver indsat i en arrest, men indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling. Lørdag eftermiddag kom manden op at skændes med sin mor i hjemmet på Skovengen i Kokkedal. Skænderiet endte med, at han han trak en kniv og stak moren i brystet. Moren blev indlagt på Rigshospitalets Traumecenter, men kunne tidligt natten til søndag meldes uden for livsfare. 

Regeringen vil have bedre mobil- og bredbåndsdækning

KØBENHAVN: Regeringen vil have bedre dækning på mobilen og hurtigere bredbånd til borgerne - også selvom de bor i udkantsområderne. Sådan lyder det overordnede budskab i regeringens vækstplan for det digitale område, som bliver fremlagt mandag, erfarer DR. Det er erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S), der fremlægger planen. Regeringen lægger ifølge DR op til, at teleselskaberne fremover skal anvende hinandens net for at sikre borgerne bedre dækning i yderområderne. Derudover vil regeringen åbne en ny frekvens til mobildækning.

Kvinde ville sælge stjålet Scherfig-maleri på nettet

SØBORG: Fristelsen ved at gå op af et maleri af Hans Scherfig blev tilsyneladende for meget for en 51-årig kvinde, der over for politiet har erkendt, at hun stjal maleriet og satte det til salg på internettet. Kvinden arbejdede på et tidspunkt som vikar for hjemmehjælpen og kom på den måde i kontakt med en ældre kvinde i Søborg ved København. Forholdet mellem de to blev så godt, at hun efterfølgende besøgte kvinden som privatperson og blandt andet hjalp hende med rengøringen. I oktober døde den 91-årige kvinde, og efter noget tid bemærkede familien, at der manglede nogle ting i lejligheden, herunder maleriet, som kvinden havde fået personligt af Hans Scherfig. For nylig dukkede billedet, der er vurderet til 35.000 - 40.000 kroner så op på en auktion.

Horns Rev sendes i udbud efter pengestrid 

ESBJERG: Havvindmølleparken Horns Rev III sendes nu i udbud. Det blev partierne bag energiforliget fredag aften enige om. - Jeg er glad for, at partierne sammen har besluttet, at vi nu kan sende Horns Rev i udbud, siger klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (R) i en pressemeddelelse. Hele fredagen var det ellers tvivlsomt, hvornår udvidelsen af havvindmølleparken i Nordsøen kunne sendes i udbud. Udbygningen af Horns Rev vil kunne producere strøm til 400.000 husstande og skal starte med at levere el i 2017 og stå helt færdig i starten af 2020.

Dansk Erhverv: Indslusningslønnen er overflødig

KØBENHAVN: Ifølge arbejdsgiverforeningen Dansk Erhverv er det ikke nødvendigt at indføre en ordning med indslusningsløn, som Erik Bonnerup søndag foreslog i Jyllands-Posten. Søndag kom den tidligere formand for "Tænketanken om Udfordringer i Integrationsindsatsen i Danmark" fra 2000 til 2007, nemlig med sine forslag til, hvordan vi kan forbedre integrationen herhjemme. Bonnerup foreslår, at jobcentre og bistandskontorer bør være mere kontante i deres krav til, hvilke krav der skal stilles til indvandrere for at komme i beskæftigelse. Han mener også, at der skal indføres en indslusningsløn i tre til seks måneder for indvandrere, så de kan komme i arbejde.

 

 

Mest Læste

Annonce