Nyheder fra Danmark i kort form

Politik

21/01/2015 09:27

Suleman Haider

Forældre vil have flere pædagoger i børneudspil, 37-årig kvæstet: Bragede sin bil ind i mur i Vojens, Politikere står fast på forbud mod rituel slagtning, Kropsidealer og pornoficering skaber usikkerhed hos børn, Topledere ser grobund for vækst i egen virksomhed, Mindst 18 danske kommuner spekulerer i schweizerfranc, Kontroversiel sognepræst undskylder udtalelser, Tavst knivoffer fra Fyn er udenfor livsfare, 21-årig skal bag tremmer for hjemmerøveri på kollegium, Koch: Kommuner skal belønnes for indvandrerpraktik, DSB's dobbeltdækkertog er stadig fulde af forurening

Forældre vil have flere pædagoger i børneudspil 

KØBENHAVN: I statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) nytårstale blev der talt om at gøre noget for de helt små, og nu tyder det på, at regeringen arbejder frem mod et konkret børneudspil, der skal sikre bedre forhold i landets daginstitutioner.

En lang række interessenter har været til møde med minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold Manu Sareen. Heriblandt Forældrenes Landsforening, Fola, der har gjort det klart, at der flere pædagoger er nøgleredskabet til bedre institutioner.

- Det er vores kernesag nummer et at få lavet en minimum-normering for antallet af pædagoger. Det giver ikke mening at tale om kvalitet, hvis man ikke har ledige hænder at lave kvalitet med, siger bestyrelsesmedlem i Fola Helle Nielsen til Ritzau.

37-årig kvæstet: Bragede sin bil ind i mur i Vojens

VOJENS: Et højt brag fik natten til onsdag borgere i Vojens til at ringe til politiet 

Det viste sig, at det var lyden af en bil, der bragede ind i en mur, oplyste Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Klokken 03.12 får vi en anmeldelse om et solouheld, hvor en bil er kørt ind i en mur på Østergade i Vojens. Manden i bilen er blevet kørt på sygehuset. Han er kommet alvorligt til skade, men vi kender ikke hans tilstand, sagde vagtchef Søren Strægaard til Ritzau.

Politiet har fundet forskellige ting i bilen, der peger på, at det var en 37-årig udenlandsk mand - formentlig fra Slovenien - der sad bag rattet.

- Der lyder et brag, og det får vidner til at ringe ind. Han er kørt ind gennem en have og ind i muren på en tandlægeklinik, sagde vagtchefen.

Politikere står fast på forbud mod rituel slagtning

KØBENHAVN: En rapport fra Europarådet kritiserer Danmark for et forbud mod rituel slagtning, der blev indført i februar sidste år.

Loven, som fødevareminister Dan Jørgensen (S) stod bag, forbød med udgangspunkt i dyreværnsloven rituelle slagtninger af dyr uden forudgående bedøvelse.

På Christiansborg preller kritikken af på det store flertal af politikere, skriver Kristeligt Dagblad.

Fødevareminister Dan Jørgensen (S) skriver i en mail til Kristeligt Dagblad, at kritikken ikke får ham til at trække forbuddet tilbage, og at Institut for Menneskerettigheder vurderer, at de danske regler er i overensstemmelse med menneskerettighederne.

Fødevareordførerne fra Venstre, Dansk Folkeparti, SF og De Radikale afviser i lighed med ministeren, at der er nogen grund til at lave om på loven.

Kropsidealer og pornoficering skaber usikkerhed hos børn

KØBENHAVN: Er jeg for tyk? Kan man blive syg af at onanere? Er min penis for lille?

I 2014 fik de frivillige rådgivere på Børnetelefonen hos Børns Vilkår flere spørgsmål om krop og seksualitet, end de er vant til, skriver Kristeligt Dagblad.

For selvom hovedparten af de 36.000 opkald, Børnetelefonen modtog sidste år, handlede om kærlighed, forelskelse og uvenskab, så sprang spørgsmål om seksualitet og krop som noget nyt ind som et af 10 emner, børnene havde mest brug for at tale om.

- Der er sket en generel pornoficering af kroppen, og børnene er forvirrede over dyrkelsen af den konstruerede krop, samtidig med at der generelt bliver talt mindre om krop og seksualitet i samfundet, fordi ingen vil beskyldes for pædofili, siger Bente Boserup, chef for Børnetelefonen, til Kristeligt Dagblad.

Topledere ser grobund for vækst i egen virksomhed

KØBENHAVN: Ude godt, men hjemme bedst. Det virker til at være opfattelsen blandt verdens topledere, der tror på vækst i deres egen virksomhed, men ikke i den globale økonomi.

Det fremgår af en undersøgelse fra revisionsfirmaet Pricewaterhousecoopers (PwC), hvor mere end 1000 topledere fra hele verden har givet deres bud på forskellige fremtidsudsigter. 

I det samlede billede er det 39 procent af de adspurgte, der for de næste 12 måneder tror på fremgang i egen virksomhed. I sidste års undersøgelse var resultatet det samme.

De samme topledere er mindre optimistiske i forhold til væksten i den globale økonomi. 

Her venter knap halvdelen af de adspurgte, at væksten vil flade ud i det kommende år, mens lidt over en tredjedel tror på en forbedring. 

Mindst 18 danske kommuner spekulerer i schweizerfranc

GULDBORGSUND: Mindst 18 danske kommuner spekulerer i schweizerfranc ved at have store lån i den schweiziske valuta. Det viser en gennemgang, som TV2 Finans har lavet.

Det kan vise sig at blive en særdeles dyr beslutning set i lyset af, at Schweiz i sidste uge droppede landets fastkurspolitik overfor euroen. 

Da det skete, sprang kursen på schweizerfranc op med knap 40 procent. Og selvom kursstigningen har fortaget sig, ligger schweizerfrancen stadig knap 20 procent højere, end før. 

Det betyder på nuværende tidspunkt, at gælden i de 18 kommuner er blevet 281 millioner kroner højere, end før Schweiz ophævede fastkurspolitikken.

En af de hårdest ramte kommuner er Guldborgsund Kommune, der ifølge TV2 Finans har lån for 55 millioner i schweizerfranc.

Kontroversiel sognepræst undskylder udtalelser

KØBENHAVN: Sognepræst Per Ramsdal fra Frederiksholm Kirke i København undskylder for sine udtalelser i Jyllands-Posten 25. december 2014. Her sagde han, at han ikke troede på, at Jesus fysisk stod op af graven.

Per Ramsdal siger i sin erklæring, at hans udtalelser kan misforstås, således at han distancerer sig fra folkekirken.

- Det ønsker jeg på ingen måde. Jeg beklager disse udtalelser, siger han nu i en pressemeddelelse udsendt, efter at Ramsdal har været til en tjenstlig samtale med Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen. 

Ramsdal har samtidig besluttet at trække sine udtalelser tilbage.

Han skriver desuden, at han står ved sit aflagte præsteløfte.

Tavst knivoffer fra Fyn er udenfor livsfare

ODENSE: En 51-årig mand ringede til politiet fra Haarby tirsdag morgen og fortalte, at han var stukket i maven, oplyser Fyns Politi. 

Han blev bragt til Odense Universitetshospital, hvor han blev opereret, og han er nu udenfor livsfare. 

Politiet har dog lidt svært med at få gerningsmænd anholdt, da den 51-årige ikke vil tale med politiet om overfaldet.

- Vi ved ikke rigtig, hvad der er sket, fordi manden ikke vil tale med os. Vi kender ikke gerningssted, eller hvornår det er sket, sagde vagtchef Hans Frederiksen tirsdag til Ritzau.

Manden ringede fra en tankstation i Haarby mellem Assens og Faaborg. En ambulance kørte den knivsårede mand på Odense Universitetshospital.

21-årig skal bag tremmer for hjemmerøveri på kollegium

NÆSTVED: Fem år og seks måneder skal 21-årige Ahmad Mohamad Ali sidde i fængsel for at have slået en mukkert gennem døren til et kollegium i Haslev, hvor han truede en person til at udlevere et mindre kontantbeløb.

Derefter truede han også offeret til ikke at anmelde hjemmerøveriet, ligesom syv store vinduer på en gang i kollegiet blev smadret. 

Det er Retten i Næstved, der har fastsat dommen på fem et halvt års fængsel. 

Ved hjemmerøveriet, som fandt sted om natten 15. april sidste år, deltog også en anden mand, som hverken er fundet eller identificeret endnu. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi tirsdag. 

En tredje mand er tirsdag blevet frifundet for røveriet.

Koch: Kommuner skal belønnes for indvandrerpraktik

KØBENHAVN: Kommunerne er for dårligere til at bruge virksomhederne i integrationsprogrammet, og det går ud over beskæftigelsen hos flygtninge og familiesammenførte indvandrere.

Det vurderer formanden for det udvalg, som tirsdag har afleveret sine anbefalinger til en ændring af programmet.

- Der gøres for lidt ud af løntilskudsforløb, praktikforløb og forforløb for dem, der ikke kan komme direkte ud på en virksomhed, sagde Carsten

I stedet sender kommunerne indvandrerne i "vejledende opkvalificering" gennem eksempelvis kurser eller kommunale projekter.

- Vores analyser viser, at det har ingen effekt, når det kommer til at bringe indvandrerne tættere på arbejdsmarkedet, sagde Carsten Koch.

Han mener derfor, at der skal indføres økonomiske incitamenter, så kommunerne ændrer adfærd.

DSB's dobbeltdækkertog er stadig fulde af forurening

KØBENHAVN: Ansatte og passagerer i DSB's dobbeltdækkervogne på flere regionalstrækninger bliver fortsat bombarderet med skadelige, ultrafine dieselpartikler.

Det viser en rapport, som Institut for Folkesundhed ved Københavns Universitet har lavet for DSB.

De mest udsatte DSB-medarbejdere oplever et gennemsnitligt antal ultrafine partikler på op til 100.000-150.000 per kubikcentimeter over de seks dage, der er udført målinger til rapporten. 

I et kontorlandskab vil der typisk være 4000-5000, har Det Økologiske Råd tidligere oplyst.

Og det er en problemstilling, der også rammer DSB's kunder i de pågældende tog, omend i væsentligt mindre omfang, oplyste DSB tirsdag.

 

Mest Læste

Annonce