Nyheder fra Danmark i kort form

Politik

16/02/2015 09:14

Suleman Haider

​PET kendte formodet terrorist på forhånd, Medier: Formodet gerningsmand løsladt for to uger siden, Politiforening: Vi mangler veste og skydetræning, Dronningen sender sine tanker til ofrene for terror, Danmark flager på halvt mandag efter attentater, Vilks: Attentatforsøg var ikke uventet og ikke sidste gang, Overenskomst for halv million i kommunerne er på plads, Ung mand dræbt: Bil ramte betonvæg og brød i brand

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

PET kendte formodet terrorist på forhånd

KØBENHAVN: Politiets Efterretningstjeneste har haft forudgående kendskab til den formodede gerningsmand bag lørdagens terrorangreb i København, oplyste PET-chef Jens Madsen på et pressemøde på Politigården i København søndag eftermiddag.

- Det er en person, der har været inden for PET's radar, lød det fra Jens Madsen.

PET-chefen gik dog ikke i detaljer med, i hvilket omfang man har holdt øje med manden.

Ved pressemødet fortalte politiinspektør Jørgen Skov, at der formentlig er tale om en mand, der har handlet på egen hånd.

Politidirektør i København Thorkild Fogde fortalte, at politiet har identificeret den formodede gerningsmand, som natten til søndag blev skudt og dræbt af politiet på Nørrebro i København.

Medier: Formodet gerningsmand løsladt for to uger siden

KØBENHAVN: Den 22-årige formodede gerningsmand bag weekendens angreb i København blev for omtrent to uger siden løsladt efter afsoning af en dom for grov vold.

Det skrev Ekstra Bladet og DR på deres hjemmesider. 

Ifølge eb.dk blev manden i december 2014 idømt to års fængsel for grov vold efter at være blevet kendt skyldig i et groft knivstikkeri, hvor en ung mand i 2013 blev stukket flere gange med en kniv i et S-tog. 

I kølvandet på knivstikkeriet blev han efterlyst for overfaldet og senere anholdt og dømt.

At den 22-årige allerede nu var på fri fod skyldes angiveligt, at han havde afsonet en stor del af straffen som varetægtsfængslet.

Politiforening: Vi mangler veste og skydetræning 

KØBENHAVN: Flere af de betjente, der lørdag og natten til søndag blev sendt ud i Københavns gader i forbindelse med skyderierne ved Krudttønden og synagogen i Krystalgade, udtrykte søndag frustration over deres udstyr.

Det skete på et møde, hvor betjentene fortalte, at der blandt andet ikke er skudsikre veste i den rette størrelse til alle, skriver Jyllands-Posten. 

- Jeg kan bekræfte, at der var frustrationer i forbindelse med veste. Udstyrssituationen i Københavns Politi er, at vi ikke har nok sikkerhedsudstyr til vores kolleger, siger formand for Københavns Politiforening, Michael Møller, til Jyllands-Posten.

Foruden manglen på veste er betjentene også bekymrede over mangel på tunge våben hos politiet, men ikke mindst træning i at anvende dem.

Dronningen sender sine tanker til ofrene for terror 

KØBENHAVN: Det er en sorgfuld dronning Margrethe, der har fulgt weekendens terrorangreb i København, som kostede to mænd livet og sårede fem betjente.

- Det er med sorg, jeg erfarer omfanget af det seneste døgns begivenheder. Mine tanker går til den dræbte filminstruktør og den unge vagtmand fra det jødiske samfund, som blev mål for gerningsmandens handlinger, lød det fra dronningen i en skriftlig kommentar. 

- Jeg sender min dybeste medfølelse til de pårørende og til de sårede politifolk. Jeg ønsker at rette en tak til politiet og myndighederne for deres hurtige og effektive indsats.

- Det er vigtigt, at vi i en så alvorlig situation står sammen og værner om de værdier, som Danmark bygger på, sagde regenten.

Danmark flager på halvt mandag efter attentater

KØBENHAVN: For at mindes ofrene for angrebene i København flages der mandag 16. februar på halv stang fra samtlige statsbygninger og statsskibe. Det oplyste Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

- Den 14. og 15. februar 2015 er dage, vi aldrig glemmer. For at mindes ofrene og vise respekt for de sårede betjente har regeringen besluttet, at der mandag den 16. februar 2015 skal flages på halv stang, sagde justitsminister Mette Frederiksen (S).

- Samtidig er det en markering af, at vi står sammen om vores demokrati, vores værdier og vores fællesskab.

Markeringen er både til minde for ofrene, men det er også en demonstration af, at Danmark ikke vil lade sig kue, siger hun.

Vilks: Attentatforsøg var ikke uventet og ikke sidste gang

KØBENHAVN: Den svenske kunstner Lars Vilks, der menes at være mål for det angreb lørdag, hvor én mistede livet, og tre betjente blev såret, siger, at hændelsen ikke var uventet, og at det ikke er sidste gang.

Muhammedtegneren har flere gange tidligere været udsat for attentatforsøg.

- Det var ikke uventet, og det her var ikke sidste gang heller, siger Lars Vilks til Aftonbladet.se.

Lørdag var Vilks blandt gæsterne på Krudttønden på Østerbro, der dannede rammen om debatmødet "Kunst, Blasfemi og Ytringsfrihed", da en gerningsmand skød og dræbte en 55-årig filminstruktør og sårede tre andre.

Overenskomst for halv million i kommunerne er på plads 

KØBENHAVN: Overenskomst for omkring 500.000 kommunalt ansatte giver lønstigning på 5,42 procent over tre år, skriver Jyllands-Postens erhvervsmedie Finans.

Chefforhandler for kommunerne Michael Ziegler ville tidligt mandag morgen over for Ritzau hverken be- eller afkræfte, at der er indgået en endelig aftale.

- Jeg kan ikke bekræfte det endnu. Men det er ikke ensbetydende med, at det ikke er sådan, sagde han mandag morgen.

Ifølge Finans fordeler lønstigningen sig med 4,81 procent over de næste tre år samt 0,61 procent fra den såkaldte reguleringsordning, som sikrer, at lønudviklingen i det offentligheden følger det private.

Ung mand dræbt: Bil ramte betonvæg og brød i brand

KØBENHAVN: En person omkom lige efter midnat natten til søndag i en soloulykke på Lyngbyvej nord for København. 

Ulykken skete, da en personbil ramte en betonvæg, der bærer en vej-rampe. 

Efter sammenstødet brød bilen i brand, oplyste vagtchef Bruno Vitting-Hansen fra Nordsjællands Politi. Føreren var alene i bilen. 

Det er endnu ikke lykkedes politiet med sikkerhed at fastslå identiteten på den dræbte bilist. Ulykken skete tæt på Ørnegårdsvej i Gentofte. 

- Vi ved endnu ikke med sikkerhed, hvem personen er, men der er tale om en ung mand, sagde Bruno Vitting-Hansen. 

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.