Nyheder fra Danmark i kort form

Infrastruktur

20/10/2014 07:30

Nick Allentoft

Hedegaard-sagen, ny ledelse i Siumut, indvandrere på kontanthjælp, pumpeindsats i Nordjylland, menneskesmugling, asyldebatten og Irak-kommissionen er blandt dagens nyhedsoverblik fra Ritzau.

Tyrkiet: Hedegaards formodede attentatmand er på fri fod

KØBENHAVN: De tyrkiske myndigheder har bekræftet over for en dansk delegation, at Lars Hedegaards formodede attentatmand er blevet sat på fri fod. Det oplyste justitsminister Mette Frederiksen (S) søndag. - At den pågældende er blevet løsladt, finder jeg helt uforståeligt, skrev hun i en pressemeddelelse. Et hold af danske diplomater og politifolk tog fredag til Tyrkiet for at finde ud af, hvad der er blevet af den 27-årige mand, der har siddet fængslet i Tyrkiet siden april. Ifølge justitsministeren gav turen dog ikke givet de nødvendige oplysninger. - Delegationen kunne ikke få svar på, hvornår løsladelsen havde fundet sted, ligesom delegationen ikke kunne få svar på baggrunden for løsladelsen, skrev Mette Frederiksen. Hun gjorde det samtidig klart, at den danske regering kræver svar fra Tyrkiet hurtigst muligt.

/ritzau/ 

 

Kommission vil tale med anonyme embedsmænd om Irak-krig

KØBENHAVN: Irak-kommissionens formand, Michael B. Elmer, vil købe bogen "Mørkelygten" og læse anonyme embedsmænds udlægning af forløbet op til den juridiske godkendelse af dansk deltagelse i Irakkrigen. Næste skridt er en afhøring af embedsmændene, skrev Jyllands-Posten søndag. Interessen hos Irak-kommissionen er opstået, fordi embedsmænd fortæller i bogen af journalist Jesper Tynell, at en godkendelse af en lovlig krig i forhold til folkeretten var politisk bestillingsarbejde "fra højeste sted i regeringen" ifølge Information. - Hvis det er korrekt, at nogle er blevet tvunget til at sige noget, som de ikke mente, så vil vi da se, om det er noget, som vi skal interessere os for. Som udgangspunkt vil det være et ønske at tale med disse kilder, sagde Michael B. Elmer til Jyllands-Posten.

/ritzau/

 

Mange flygtninge vil gå fri af asylstramninger

KØBENHAVN: I sidste uge erklærede statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), at regeringen strammer asylreglerne. Målet er at bremse et flygtningetal, der ventes at nå 20.000 i år - især som følge af krigen i Syrien. Men efter kritik fra det radikale bagland og Dansk Flygtningehjælp påpegede De Radikales politiske leder, Morten Østergaard, søndag, at "rigtig mange" syriske flygtninge vil gå helt fri af de bebudede stramninger. Det skyldes ifølge økonomi- og indenrigsministeren, at flygtningekategorien "individuelt forfulgte" ikke rammes af stramningerne.

/ritzau/

 

Menneskesmugling til Danmark vokser markant

KØBENHAVN: Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC) har opgjort, at i perioden fra 1. september til 10. oktober i år har politiet oprettet 30 sager mod menneskesmuglere efter den hårde paragraf i straffeloven mod en enkelt sag i samme periode sidste år. Samtidig har politiet oprettet 38 sager efter den mere milde udlændingelov mod 23 sidste år i samme periode, skrev Politiken søndag. Menneskesmugling har altid eksisteret, men det organiserede og kriminelle omfang er i vækst, forklarede lederen af NEC, politiinspektør Michael Ask, søndag. - Det er ikke bare min vurdering, men det internationale politisamfunds vurdering, at det er blevet en forretning, som ligger på linje med narkotikasmugling. Det er en af de største indtægtskilder inden for organiseret kriminalitet, sagde han til Politiken. Fra september har NEC iværksat en plan, som i samarbejde med berørte politikredse og i politisamarbejdet Europol skal jagte bagmændene.

/ritzau/

 

Knallertkører dræbt: Bilist sigtet for forsætlig påkørsel

KØBENHAVN: En 43-årig mand er sigtet for uagtsomt manddrab og for med vilje at have udsat andre for livsfare efter en dramatisk episode på Nørrebro i København, der kostede en 16-årig dreng livet. Ifølge central efterforskningsleder ved Københavns Politi Kenneth Jensen blev manden søndag varetægtsfængslet frem til 13. november. Den 43-årige mand var fører af en varevogn, som natten til søndag kørte ind i to personer på en knallert i København. Føreren af knallerten - en ifølge Ekstra Bladet 16-årig dreng - blev dræbt ved sammenstødet, der skete ved midnatstid på en cykelsti ved Heimdalsgade på Nørrebro. Bag på knallerten sad en anden ung mand, som slap med mindre alvorlige skader. Ekstra Bladet skriver, at den 43-årige erkender at have ført varevognen, men at han nægter sig skyldig i uagtsomt manddrab. Ifølge avisen har politiet sigtet ham for at have ramt knallerten med en hastighed på 80 til 90 kilometer i timen.

/ritzau/

 

Stor pumpeindsats i Nordjylland trappes ned

HJØRRING: Efter flere døgns arbejde med at pumpe vand væk fra hårdt ramte steder i Nordjylland, blev indsatsen søndag droslet ned. Beredskabsstyrelsen pakkede søndag sammen i Elling ved Frederikshavn, oplyste chefvagt Claes Mørch. Samtidig meddelte Vejdirektoratet, at der søndag igen blev åbnet for trafik på rute 40 ved Elling. Derimod så det fortsat slemt ud ved Sindal, hvor rute 35 først ventes at genåbne i slutningen af den kommende uge. I Hjørring Kommune var beredskabsfolk søndag fortsat i sving et enkelt sted, lød det fra chefvagten. - Men det lakker mod enden. Måske skal vi blive til i morgen (mandag, red.), sagde Claes Mørch. Ved det ekstraordinært omfattende regnvejr onsdag og torsdag i sidste uge faldt der nogle steder op til 100 millimeter, og andre steder kom der cirka 50 millimeter. Nu skal Stormrådet afgøre, hvor regningen for de mange skader skal havne.

/ritzau/ 

 

Fire ud af fem ægtepar på kontanthjælp er indvandrere

KØBENHAVN: Antallet af ægtepar på kontanthjælp er i de seneste år steget markant. Og nu viser nye tal ifølge Jyllands-Posten, at gruppen af indvandrere og efterkommere i stigende grad er stærkt overrepræsenteret blandt kontanthjælpsmodtagerne. Således var otte ud af 10 ægtepar, hvor begge modtager kontanthjælp, i juni ægtepar, hvor begge var indvandrere eller efterkommere af indvandrere. I alt var der i juni 6084 ægtepar på kontanthjælp, der er tænkt som det sidste sociale sikkerhedsnet. Det viser to svar fra nu tidligere beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) til Folketingets Beskæftigelsesudvalg.

/ritzau/

 

Regeringschef overtager styringen i kriseramte Siumut

NUUK: Grønlands fungerende regeringschef, Kim Kielsen, blev lørdag valgt til formand for det kriseramte grønlandske Siumut-parti ved et ekstraordinært landsmøde. - Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle blive formand for Siumut, sagde den nyvalgte formand i sin takketale ifølge avisen Sermitsiaq. 47-årige Kim Kielsen tiltrådte som regeringschef i Grønland, efter at det kom frem, at den hidtidige Siumut-leder og regeringschef, Aleqa Hammond, havde brugt over 100.000 kroner af selvstyrets landskasse til private formål. Det fik hende efter massivt pres til at trække sig. I Aleqa Hammonds regering var Kielsen minister for miljø og natur. 

/ritzau/

Mest Læste

Annonce