Nyheder fra Danmark i kort form

Politik

21/10/2014 12:24

Nick Allentoft

Thorning om asyl-stramninger, mere om DRs 1864-drama, forbrugernes ret til en bankkonto, pædofili-dom, biluheld, erstatning for sexchikane samt russisk stramning af importforbud og boycot af svinebønder er blandt nyhederne Danmark rundt fra Ritzau.

Rusland strammer importforbud over for Danmark

KØBENHAVN: Rusland vil fra tirsdag stramme importforbuddet af landbrugsvarer over for en række lande, heriblandt Danmark, oplyser Fødevarestyrelsen på sin hjemmeside. Argumentet for at stramme forbuddet er angiveligt, at en række lande, der har eksporteret produkter til Rusland, ikke har opfyldt de russiske kriterier for import. Fødevarestyrelsen har endnu ikke modtaget nogen konkrete informationer om omfanget af de kommende stramninger, og hvilke produkter der vil blive omfattet. De russiske myndigheder har dog oplyst, at stramningerne bliver indført fra 21. oktober 2014. Fødevarestyrelsen kan derfor ikke udelukke, at virksomheder, som har produkter på veje til Rusland, kan få problemer ved ankomst til den russiske grænse. Landbrug & Fødevarer vurderer, at krisen med Rusland har kostet danske svinebønder fire milliarder kroner.

 

Sexchikane: Kvinde får erstatning på tre millioner kroner

KØBENHAVN: En mandlig P-vagts kollegiale flirt på den kommunale parkeringspatrulje udviklede sig til en massiv belastning af heftige daglige kærlighedserklæringer, upassende berøringer, småsjofle bemærkninger og stadig flere lumre sms'er på alle tider af døgnet. Det har udløst en erstatning på tre millioner kroner - så vidt vides den største erstatning, der nogensinde er givet i en sag om sexchikane, skriver Politiken tirsdag. Af hensyn til kvinden har sagen været omgærdet af fortrolighed, siden den blev afgjort af Arbejdsskadestyrelsen sidste forår. Men nu bliver den sat øverst på dagsordenen i flere store fagforbund. Det er nemlig lykkedes fagforbundet FOA at sikre den kvindelige parkeringsvagt den store erstatning, fordi det er påvist, at vedvarende seksuel chikane har givet hende så alvorlige psykiske problemer, at hun ikke længere kan passe et arbejde.

 

Slingrende bilist dræbt i ulykke ved Helsingør

HELSINGØR: En 45-årig mand fra Helsingør blev mandag aften blevet dræbt i en trafikulykke ved Hillerød, oplyser Nordsjællands Politi. Den omkomne kørte ind i en anden bilist, der slap uskadt fra sammenstødet, som skete på Isterødvejen. - Den nu afdøde kommer kørende på Isterødvejen mod øst og modparten kører i den modsatte retning. Han har en opfattelse af, at den afdøde kører og slingrer og forsøger derfor at undgå en påkørsel, men det lykkes ikke, og så rammer de hinanden, fortæller vagtchef Hans Jakob Rechendorff til Ritzau. Politiet fik anmeldelsen om ulykken omkring klokken 21.30. Da redningskøretøjer og læge nåede ud til stedet, sad den 45-årige fastklemt i sin bil, og han blev erklæret død på stedet.

 

Russisk boykot koster svinebønder fire milliarder kroner

KØBENHAVN: De danske svineproducenter kan nu for alvor mærke, at Rusland boykotter fødevarer fra EU. Alene i år kommer det til at give en økonomisk lussing på fire milliarder kroner, og det er dobbelt så meget, som det tidligere på året blev antaget at komme til koste, skriver Jyllands-Posten. Samtidig er prisen på svinekød faldet markant over den seneste måned, og det får landbrugserhvervet til at bede om hjælp til enten at oplagre svinekød eller lukke svinebesætninger. - Vores branche er endt som gidsel i et storpolitisk spil. De store prisfald på svinekød, som er udløst af handelskonflikten mellem Rusland og EU, dræner uge for uge kassekreditten ude hos landmændene. Situationen er helt ekstraordinær, og der er akut behov for at få taget trykket af markederne ved at indføre EU-støtte til privat oplagring af svinekød, siger Erik Larsen, formand for Landbrug & Fødevarer, Svineproduktion, til Jyllands-Posten.

 

30-årig skal i fængsel for netpædofili mod 29 piger

KØBENHAVN: På en chatside for børn fik en 30-årig mand kontakt med 29 piger under 12 år, som han krænkede med seksuelle udtalelser og forsøgte at mødes med for at have samleje. Manden fik kontakt til pigerne gennem chatsiden Moviestarplanet.dk, og han har tilstået de seksuelle krænkelser. Mandag idømte Københavns Byret ham 10 måneders fængsel samt et forbud mod at opsøge piger under 18 år via internettet. Den 33-årige skal også betale 5000 kroner i tortgodtgørelse til en pige under 12 år, som han har krænket. Manden sendte nøgenfotos til pigen og formåede at få hende til at sende nøgenfotos til ham. 

 

Thorning om asylregler: De her stramninger er stramninger

KØBENHAVN: Regeringen har ikke "oversolgt" stramningerne i asylpolitikken, som skal være med til at dæmme op for det stigende flygtningepres mod Danmark. Det fastslår statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), selvom størstedelen af de syriske flygtninge, der ankom til Danmark sidste år, var individuelt forfulgte flygtninge, som derfor ikke er omfattet af de nye strammere asylregler. - Det er jeg helt uenig i. Vi har hele tiden været meget klare omkring, at det her gjaldt for dem, der ikke var individuelt forfulgte. Det vil sige, at det gælder for nogen, men ikke for alle, siger Helle Thorning-Schmidt. Den radikale leder, økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard, påpegede i weekenden, at "rigtig mange" af de syriske flygtninge vil gå helt fri af regeringens bebudede stramninger. 

 

Seerne holder fast i tv-dramaet om 1864

KØBENHAVN: Lunkne anmeldelser og politiske spilfægterier preller tilsyneladende af på seerne. 

Da andet afsnit af DR's nye dramaserie "1864" gik over skærmen i den bedste sendetid søndag aften, fulgte tre af fem seere med, da brødrene Laust og Peter drog af sted i Den Anden Slesvigske Krig. 1.682.000 seere så afsnittet om den tabte krig i instruktør Ole Bornedals fortolkning, oplyser DR Medieforskning. Første afsnit blev ligeledes set af knap 1,7 millioner seere.

 

Forbrugere skal have krav på billig bankkonto

KØBENHAVN: Alle danskere uanset indkomst skal have adgang til en helt basal bankkonto, hvor man kan modtage løn og hæve penge, og som maksimalt må koste 180 kroner i gebyr om året. Derudover skal alle have ret til en ekstra konto, hvor man kan få adgang til blandt andet netbank og betalingsservice. Her må bankerne kun have en "rimelig" fortjeneste. Det er en arbejdsgruppe under Finanstilsynet nået frem til, og Erhvervs- og Vækstministeriet skal nu i gang med det lovgivende arbejde med henblik på at ændre reglerne for bankerne. Der findes i dag ingen regler for, hvor store gebyrer bankerne kan tage for almindelige bankkonti. 

/ritzau/

Mest Læste

Annonce