Nyttejob får unge i arbejde eller på skolebænken

Velfærd

03/05/2015 17:54

Nick Allentoft

Unge på kontanthjælpslignende ydelse kommer dobbelt så hurtigt ud af ledighed, hvis de får et såkaldt nyttejob. Nuværende og tidligere formand for socialrådgiverne peger på at det er de langsigtede resultater, der tæller.
Det nytter at sende unge mennesker i nyttejob.   Sådan lyder konklusionen i en analyse fra Beskæftigelsesministeriet. Analysen peger på, at unge kommer hurtigere i job eller uddannelse, hvis de kommer i et nyttejob, skriver Berlingske.   Konkret er der ifølge analysen dobbelt så stor sandsynlighed for at komme i job eller uddannelse, hvis man som modtager af den såkaldte uddannelseshjælp kommer ud at fjerne ukrudt, hundelorte eller rydder op i de danske skove - alle eksempler på nyttejob.   Uddannelseshjælp er en kontanthjælpslignende ydelse til folk under 30 år på niveau med SU. En udeboende på uddannelseshjælp får i underkanten af 6000 kroner om måneden før skat. Ved at komme i nyttejob kan unge forkorte deres ledighedsperiode med otte uger i forhold til, hvis de ikke havde brugt den mulighed, skriver Berlingske. Beskæftigelsesministeriet mener, at der er to mulige forklaringer på, at nyttejobbene får unge på arbejdsmarkedet eller skolebænken.   Dels er der tale om, at nyttejobbene kan give de unge nogle kompetencer, de kan bruge. Samtidig taler ministeriet om en såkaldt "skræmmeeffekt". Den handler om, at nyttejob virker så afskrækkende, at det presser unge til at søge hurtigt væk. Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) erklærer sig "tilfreds" uanset hvad.   - For mig handler det om, at unge kommer i gang. Selvom det er skræmmeeffekten, der har betydet, at man er kommet i gang, tror jeg, at personen om ikke så forfærdelig lang tid vil sige "tusind tak, fordi du skræmte mig". Så længe de unge kommer i job eller uddannelse, er jeg lidt ligeglad med, hvordan det går til, siger han til Berlingske.   I analysen har Beskæftigelsesministeriet fulgt 8900 unge på uddannelseshjælp, hvoraf knap 1500 kom i nyttejob.   Socialrådgivere: For tidligt at kalde nyttejob en succes Om det kan kaldes en succes, at udsigten til at komme i nyttejob får flere unge til selv at finde et arbejde eller starte uddannelse, vil tiden vise.  For det afgørende er, om jobbet beholdes eller uddannelsen gennemføres, eller om den unge efter kort tid er tilbage i systemet, siger formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Majbrit Berlau.   - Det at starte på en uddannelse er et skridt i den rigtige retning, men det interessante bliver jo, om vi formår at hjælpe dem til at gøre uddannelsen færdig. Erfaringerne fra tidligere forløb er desværre, at en stor del af dem falder fra. Så der skal investeres i at holde de unge på uddannelserne, siger Majbrit Berlau.   Resultatet i ministeriets analyse overrasker ikke socialrådgivernes formand.   - I forbindelse med kontanthjælpsreformen sænkede man ydelserne massivt, og samtidig har man indført nyttejob, som ikke har de store perspektiver i form af at blive ansat der, hvor man er i nyttejob. De fleste mennesker, som har bare en lille chance for at flytte sig, vil gøre det. Det interessante bliver, om de så havner i en stabil livssituation, siger Majbrit Berlau.   Bettina Post: Skal ramme rette hylde  Det er en succes, at flere kommer i job eller uddannelse, mener Bettina Post, som er chefkonsulent ved Institut for Socialt Arbejde ved professionshøjskolen Metropol og tidligere formand for Dansk Socialrådgiverforening.    Men hun frygter samtidig for de unge, der måske er havnet på en forkert hylde i systemet.   - Kommunerne havde store startvanskeligheder, hvor der var kæmpe forskelle på, hvor mange unge, de vurderede, der var uddannelsesparate.  Jeg tror, at der stadig er en vis fejlmargin. Risikoen er, at dem, som ikke kan overskue at skulle i gang med et nyttejob, fordi de har store problemer, bliver tabt i systemet, siger Bettina Post.   I analysen har Beskæftigelsesministeriet fulgt 8900 unge på uddannelseshjælp, hvoraf knap 1500 kom i nyttejob, skriver Berlingske.   /ritzau/  

Mest Læste

Annonce