Omstridt kontanthjælpsloft vedtages af samlet blå blok

Politik

17/03/2016 15:26

Nick Allentoft

Det skal kunne betale sig at arbejde, mener regeringen, som nu har fået kontanthjælpsloftet vedtaget.
Folketinget vedtager regeringens 225 timers regel og omstridte kontanthjælpsloft, der sætter en øvre grænse for, hvad folk maksimalt kan modtage i visse ydelser.   Forslaget har været meget omdiskuteret og er blevet justeret to gange undervejs i lovprocessen. Loftet skærer i den særlige støtte og boligstøtte, men ikke i selve kontanthjælpen.

Velfærdsstat eller velfærdssamfund

Vi har sat velfærd til debat i en tid, hvor kampen mellem velfærdsstat og velfærdssamfund er blevet afgørende for velfærdsmodellens fremtid.

Følg artikler og indlæg på temasiden her

Læs også: Debat om kontanthjælpsloft kvaser udsatte

Ifølge regeringen er der behov for et "moderne kontanthjælpsloft", for det skal bedre kunne betale sig at arbejde.   - Det her handler om første del af vores jobreform, anden del handler om at sætte skatten ned for folk, der er i arbejde. Nu er der en gevinst ved at påtage sig et job, siger beskæftigelsesordfører Hans Andersen (V) kort før vedtagelsen.   Skattereformen er ventet til efteråret.   Forslaget blev vedtaget med stemmer fra Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative. Partierne forventer besparelser på 530 millioner kroner, som skal bruges til skattelettelser ifølge aftaleteksten.

OVERBLIK: Sådan rammer kontanthjælpsloftet

Aftalen om kontanthjælpsloftet blev indgået mellem Venstre-regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative:   * Ledige kan højst modtage offentlige ydelser på 80 procent af et lavtlønsjob til 17.700 kroner om måneden.   * Aftalen skærer i kontanthjælpsmodtageres særlige støtte og boligstøtte men ikke i børnerelaterede ydelser eller selve kontanthjælpen.   * Kontanthjælpsloftet berører også modtagere af integrationsydelse eller uddannelseshjælp.   * Kontanthjælpsmodtagere, der får deltidsarbejde, får lov at beholde en større del af arbejdsindkomsten selv.   * Et nyt 225 timers krav betyder, at alle kontanthjælpsmodtagere, der kan arbejde, skal præstere mindst 225 timers arbejde inden for et år, ellers beskæres deres ydelser.   * For ægtepar på kontanthjælp skal begge kunne dokumentere 225 timers arbejde inden for 12 måneder.   * Kontanthjælpsmodtageres ferie beskæres fra fem til fire uger.   * Regeringen regner med, at loftet bringer 700 "fuldtidspersoner" i arbejde. Til sammenligning er cirka 152.000 personer i øjeblikket på kontanthjælp.   * Det nye kontanthjælpsloft træder i kraft 1. august.   Kilder: Aftaleteksten, DR, Jyllands-Posten.   /ritzau/

Mest Læste

Annonce